Babygråd,  Hverdagsliv,  Mødregruppe

Når babyen græder

En eller anden har på et tidspunkt i alt det her, sagt til mig, at babygråd bliver brugt som tortur nogle steder i verden. Det tvivler jeg slet ikke på. Når det er allerværst, ville jeg give mine organer væk uden at blinke, hvis det betød, at Kresten fik ro.

I går og i dag har været nogle utroligt hårde dage. Da vi stadig ammede græd Kresten. Vi troede, det så ville stoppe, da vi startede på flasken. Men så græd han bare en anden slags gråd. Den tog til og vi havde 3-4 dage om ugen, hvor han skreg i 4-5 timer hver aften og var utrøstelig. Vi var ulykkelige. Hans gråd har sat sig i mig. Hver gang, han græder, reagerer hele min krop. Eller rettere, den overreagerer. Det er så ubehageligt, fordi det er så synd for ham, at han græder og samtidig kan min krop ikke holde det ud. Selv de allermildeste babyer græder engang i mellem, det ved jeg godt, men det er som om, min krop ikke vil acceptere det. Jeg har grædt mange gange. Jeg har været så frustreret, at jeg har måttet gå ned i den anden ende af huset og råbe for at komme af med det.

Vi fik en tid til Kresten hos en kiropraktor, fordi vi mistænkte spændinger i nakken. Det viste sig, at han havde spændinger i lænden, ved det ene skulderblad og i nakken. Det var altså ikke underligt, at han græd. Igen tænkte vi, at nu var vi igang med at fikse problemet, så nu måtte gråden blive mindre. Det gjorde den som sådan også, men han græd stadig. Gråden forsvandt aldrig helt. Der var en periode, hvor det var mindre og vi ligesom kunne trøste ham, men her i weekenden tog det til igen. Han er lige alderen til sit andet spring, så vi tænkte, det måske var det, der drillede, men i går eskalerede det pludselig.

Jeg ved godt, at Kresten ikke græder for at irritere mig. Men det er virkelig frustrerende, at man har haft en hel weekend sammen med sin mand, hvor han har været lidt “øf” og så først mandag, er han pludselig helt utrøstelig igen. Han sover ikke mere end 30 minutter af gangen i løbet af dagen og kun på mig. Jeg forsøgte at gå en tur med barnevognen, for den plejer han at kunne sove i, når den er i bevægelse. Han skreg hele vejen. Jeg var så presset, at jeg kom af sted i mine sandaler – det var koldt! Jeg prøvede viklen, men det fremkaldte bare flere skrig. Jeg hulkede. Jeg sad med min grædende søn i armene og hulkede. Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne trøste ham. Man føler sig som den største fiasko. Hele tiden kører tankerne rundt i mit hoved og siger til mig, at han tager skade af at være så ulykkelig, at jeg ikke gør nok. Rationelt ved jeg godt, at jeg gør mit allerbedste, men i øjeblikket føler man sig som den værste mor. Med tårerne trillende ned ad kinderne ringede jeg til kiropraktoren og fik rykket vores næste tid frem til i dag.

Tommy kom hjem. Jeg fik et langt varmt bad med høj musik og da jeg kom ud var Kresten rolig og smilende. Det redder mig virkelig, at han er begyndt at smile, og at smilende sidder løst på kanten af et grin. Det var virkelig hårdt indtil han smilede første gang. Jeg føler virkelig med mødre til for tidligt fødte, der må vente endnu længere på det første smil! 

Vi bor i Billund og kiropraktoren ligger i Vejle. Det er en lang køretur med en grædende baby, men heldigvis sov han hele vejen i dag. Hos kiropraktoren fandt vi ud af, at Kresten er spændt op igen ved skulderen – mere end før og i nakken, men lidt i en anden retning. Hun trykkede på ham og han græd. Så jeg græd. Nede i bilen, da han skulle i autostolen igen, skreg han på den der måde, hvor det næsten lyder som om, de ikke får luft. Jeg forsøgte med sutten, sang, vuggen i armene, men ingenting hjalp. Jeg begyndte at græde på parkeringspladsen og flygtede ind på forsædet, hvor tårerne bare trillede ned ad mine kinder, og jeg sagde igen og igen: “Mor prøver virkelig. Hun gør det bedste, hun kan”. Til sidst måtte jeg bare starte bilen og køre. 

Heldigvis stoppede han med at græde, da vi havde kørt ganske kort, men jeg kunne høre hans små suk. I ved den slags, man laver, når man har grædt og grædt og ikke har mere at give af. Så jeg snøftede også videre på forsædet. Jeg skulle mødes med min mødregruppe i dag og havde egentlig besluttet mig for at springe over. Men jeg kunne på vejen hjem bare mærke, at jeg havde brug for at være sammen med andre mennesker. Gerne nogle, der ved, hvordan det føles, når babyen græder. Så da jeg kom frem til min fantastiske mødregruppe, brugte jeg fem minutter på at fortælle om min dag, mens tårerne trillede. Jeg anklagede igen mig selv for at være en utilstrækkelig mor. De andre mødre mindede mig om, at jeg er den bedste mor for min søn, og jeg gør det bedste jeg kan ud fra de vilkår og den viden, jeg har.

Nu sidder jeg på min sofa, og Kresten ligger og sover ved siden af. Sådan har han ikke sovet i flere dage og slet ikke længere end 30 minutter. Hvor er det fantastisk, at man bare skal tilbringe 3-4 timer sammen med en gruppe kvinder, der løfter en op, og så virker hverdagen pludselig nemmere på trods af babygråd. Kvinder, der støtter og løfter andre kvinder – mere af det, tak! 

I morgen skal vi til zoneterapi for første gang og jeg er virkelig spændt. Det er også i Vejle, så jeg krydser igen fingre for en mild køretur! Men mest af alt, så håber jeg på, at noget snart hjælper min søn, så han ikke skal være så ulykkelig hele tiden. 

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *