Anmeldelse,  Moderne Stofbleer

Smart Bottoms Dream Diaper 2.0

Smart Bottoms var ikke et af de første mærker, jeg faldt for, da jeg kastede mig ud i moderne stofbleer. Det er et amerikansk firma, der som så mange andre er startet af en mor, der havde brugt stofbleer til sit første barn og kastede sig ud i selv at lave dem, da hun fik sit andet barn. Smart Bottoms laver bleer af høj kvalitet og med lækre materialer mod babys hud. Jeg har de fire bleer, du ser over billedet her: Heinrich, Felix, Nurture og Enchanted.

Materiale og features

Bleens yderside er lavet af 100% PUL (polyurethane laminate), mens indersiden er en blanding af 55% hamp og 45% økologisk bomuld. Der er også paneler af PUL på indersiden af bleen både foran og bag i for at undgå lækage. Der er elastik ved åbningerne ved benene og i ryggen. Elastikken i benene er “indkapslet” og der er ikke nogen “double gusset” eller dobbelt sikring i form af to elastikker ved benene. Det er ellers en feature, jeg er glad for ved andre bleer. Det holder nemlig ekstra godt på flydende indhold. Jeg har dog kun oplevet ét uheld med denne ble og det var helt sikkert en fejl ved påsætningen.

Bleen er udstyret med 2×10 rækker knapper til at justere livet og benåbningen på bleen. Det er dejligt med to rækker, så man enten kan stramme mere eller løsne lidt i benåbningen i forhold til livet på bleen. Det er en fordel, hvis ens baby enten har tynde eller tykke lår. Derudover er der tre rækker med tre muligheder for at knappe bleen op foran for at justere højden og dermed størrelsen på bleen. Det giver et rigtigt bredt spænd, og bleen skulle kunne passe fra 4,5 til 16 kg.
 

Herunder ses et billede af to Dream Diapers (Enchanted og Nurture). Bleen til venstre er så stor, som bleen kan blive, og bleen til højre er det mindste. Det er et ret godt spænd, hvis du spørger mig og Kresten på ca. 6 kg har lang tid endnu i bleen.

Smart Bottoms laver ikke bleer med velcro lukning. Personligt er jeg også blevet mere til knapper, fordi de nemmere giver muligheden for at justere både livet og benåbningen – i hvert fald for mig. Velcro var uden tvivl nemmere, da min søn var helt lille. Det siges også, at knapper er at foretrække, når barnet bliver stort nok til selv at åbne en ble. Den erfaring har jeg dog ikke selv haft mulighed for at gøre endnu.

Bleen har en lomme, som er åben foran, som man kan putte boostere i. Smart Bottoms nævner ikke noget om, at eventuelle boostere kommer ud af sig selv ved vask, som de f.eks. gør ved Thirsties lommebleer. Jeg ville heller ikke forvente det, da forskellen på de to bleer er, at der er to åbninger til lommen ved Thirsties og kun én åbning ved Smart Bottoms. 

Indlægget, der følger med bleen knappes i bag i bleen med to knapper. Til min lille dreng, der er en fronttisser, folder jeg den som set på højre billede. Først foldes det på midten, og så foldes den yderste halvdel igen i to, som lægges foran i bleen.

Helt lavpraktisk, er bleen 37 cm lang, når den er helt foldet ud, 28 cm bred på frontstykket og 25 cm bred på bagstykket. Det er en smal ble mellem benene, hvor den kun er 12 cm bred. Det er meget flot for en stofble og helt klart et plus ved bleen. Du kan se på billedet her, hvordan den sidder på min søn lige nu og hvor smal virkelig er mellem benene. Det er i øvrigt et af mine yndlingsprints, som Kresten også havde på i søndags på sin dåbsdag.

På Smart Bottoms egen hjemmeside står der, at bleen ikke kræver noget prep. Jeg vasker altid alle bleer mindst én gang inden brug for at vaske dem efter transporten, og jeg oplevede også, at disse bleer suger bedre efter, de er blevet brugt og vasket et par gange. Det er nu ikke nogen overraskelse, når indersiden af bleen er lavet af naturmaterialer. Det kræver oftest 2-3 eller helt op til 7 vaske før de naturlige olier er vasket ud og bleen suger optimalt.

 

En AIO med muligheder

Dream Diaper 2.0 kvalificerer som en AIO, fordi den kan vaskes og tørres samlet. På den måde er der ikke noget “samlearbejde” i den. Bleen kommer, som sagt, med et indlæg, der knappes i bag i bleen med to knapper. Indlægget er langt nok til, at det kan foldes dobbelt i bleen. Man kan adskille indlægget fra selve bleen ved vask, men det er ikke nødvendigt. Bleen tørrer dog nemmere, hvis man skiller den ad og tørrer de to ting seperat. Der også andre indlæg, der kan bruges i stedet for det originale. Smart Bottoms har et natindlæg med utroligt mange lags sug i. Det har jeg også købt og prøvet, og det fungerer rigtigt godt. Faktisk suger det helt vildt meget, og huden holdes lækker tør, fordi der er et “stay dry” materiale inderst mod huden. Det betyder bare, at man ikke længere har rene naturmaterialer mod babys hud. Desuden bliver bleen noget tykkere og mere bulet.

Forskellen på Smart Bottoms Dream Diaper 2.0 og deres Smart One 3.1 er, at indlægget/tungen er syet fast i Smart One 3.1 og den har ingen lomme. Jeg valgte Dream Diaper 2.0 først, fordi indlægget kunne tages ud. Jeg tænkte, man nemmere kunne modificere og booste den selv. Den kortere tørretid tiltalte mig også, da jeg ikke tørrer noget med PUL eller elastikker i tørretumbleren, og en AIO kan tage utroligt lang tid om at tørre på en snor. 

Min vurdering

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for vores fire Dream Diapers. Jeg prøver altid at undgå at bruge dem alle med det samme, når de er nyvaskede, fordi det så føles som om, jeg har dem lidt længere. Jeg synes, de er bløde og lækre. Jeg glad for, at de er så smalle mellem benene og ikke fylder meget på numsen. Jeg elsker en fin stofblemås, men det er lige før, man ikke kan se eller mærke, at det er en stofble. Den er også meget tynd på numsen på trods af, at den suger meget godt. Hvis bleen sidder korrekt, kan Kresten sagtens have den på 2-3 timer uden uheld.

Det krævede lidt “trial and error” for mig at lære at bruge stofbleer med knapper, og det gælder ikke kun dem fra Smart Bottoms. Nu har jeg efterhånden ret godt styr på det og derfor meget få uheld. Vi har, som nævnt, haft ét lettere eksplosivt uheld med denne ble, men det var uden tvivl, fordi jeg ikke havde sat den ordentligt. Det var i øvrigt også så eksplosivt, at jeg er 100% sikker på, at en engangsble ikke havde gjort det bedre. Når det så er sagt, så kunne jeg virkelig godt have tænkt mig “double gussets” ved benåbningerne. Det gør det lidt nemmere at få et tæt fit, uden elastikken strammer for meget om benene.

Det er ikke den hurtigst tørrende ble, jeg ejer, men det er bestemt heller ikke den langsomste. Selve PUL-delen tørrer jeg altid på snor, men på en regnvejrsdag, kan jeg godt finde på at smide indlægget i tørretumbleren. I alt tørrer bleen på et døgns tid for mig, og det er en udemærket tørretid. 

Jeg elsker, at det er rene naturmaterialer mod min søns hud. Det er bare en faktor, der har stor betydning for mig, når jeg vælger en ble. Dermed ikke sagt, at jeg ikke bruger mikrofleece indlæg eller bleer, og de har helt klart sine fordele (og ulemper). Jeg har andre bleer med kombinationen af hamp og bomuld, og er bare en fantastisk kombination, hvis i spørger mig. Kvaliteten er høj, følelsen er blød og sugeevnen er i den gode ende. Hvis man gerne vil have “stay dry” mod barnets hud, kunne man evt. selv lægge en fleeceliner øverst i bleen mod huden.

Nogle vil måske savne, muligheden for en velcro lukning, men jeg er blevet ret glad for knapper. Når der er to rækker, så er det også nemt at tilpasse bleen til ens babys liv og lår. Knapperne i Smart Bottoms bleer virker solide og holdbare, men jeg kan jo af gode grunde ikke sige noget om, hvor mange år, de vil holde til vask. Jeg kan dog sige, at knapper her har et bedre rygte end velcro, der nemmere bliver slidt ved vask.

Smart Bottoms har mange fine og sjove prints på deres bleer. Som katteejer måtte jeg f.eks. bare eje Felix. Den med dragerne, der hedder Heinrich, er også bare skøn. De fire bleer jeg ejer, er jeg ret vild med, og jeg kommer også til at købe flere. Jeg synes som udgangspunkt ikke, at der er noget, der er udelukkende “drenget” eller “piget”, men Smart Bottoms laver en god variation af blomstrede og nuttede og mere sjove og fantasifulde prints. Der er noget for enhver smag inklusiv helt ensfarvede bleer. Jeg overvejer kraftigt at købe Petit Bouquet printet næste gang, der skal købes ind!

Jeg ender med at give Smart Bottoms Dream Diaper 2.0 fire ud af fem stjerner, men kun fordi jeg lidt savner den ekstra sikring i benåbningen. Jeg er fan af den her ble! Jeg kommer helt klart til at købe flere og jeg vil også meget gerne prøve deres Smart One 3.1 en dag.

4/5

 

Smart Bottoms Dream Diaper 2.0 kan blandt andet købes her.

1+

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *