Amning,  Kresten,  Mødregruppe

Mit ammeforløb

Da jeg startede min blog, vidste jeg, at jeg ville skrive om mit ammeforløb.  Jeg vidste også, at jeg skulle have det lidt på afstand først. Tårerne skulle være under kontrol. I min graviditet hørte jeg om kvinders svære ammeforløb, og hvor hårdt det kan være både fysisk og psykisk at få en amning op og køre. Samtidig vidste jeg på forhånd, at jeg måske ville få problemer på grund af min brystreduktion. Alligevel kom det bag på mig, hvor svært det blev, hvor ondt, det kom til at gøre og hvor mange tårer, jeg ville komme til at græde. Jeg vil forsøge at sætte lidt ord på det her.

Før begyndelsen

Tilbage i 2016 fik jeg lavet en brystreduktion. Det var en stor personlig sejr for mig, og jeg udviklede mig enormt meget det år. Jeg kom ud på den anden side med en selvtillid, jeg aldrig troede, jeg skulle opleve. Derfor kan jeg heller ikke fortryde det bare et øjeblik. Hvis jeg ikke havde fået den brystreduktion, så havde jeg formentlig aldrig lært min mand at kende, og igennem det forhold udviklet mig endnu mere til den kvinde, jeg er i dag. Jeg havde heller aldrig fået min søn. Ingen af de ting ville jeg undvære for noget. Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at min brystreduktion har påvirket mit ammeforløb.

Man får at vide inden operationen, at chancen for, at man kan amme sine børn bliver mindre, fordi det er en noget mere kompliceret operation end en brystforstørrende operation. De skærer næsten brystvorten af og flytter den op på selve brystet samtidig med, de jo fjerner en hel del brystvæv og faktisk også reducerer selve brystvorten i størrelsen. Så mangle af mælkekanalerne bliver skåret over og de fjerner også mælkekirtler. Nogle kvinder får indadvendte brystvorter efter en reduktion. Det er mine nu ikke blevet, synes jeg selv. På trods af operationen, var jeg ikke meget mere end 10-12 uger henne i min graviditet før, mælken begyndte at løbe fra brystvorterne. Det måtte jo være positivt, og det sagde alle omkring mig også. Til sidst i graviditeten måtte jeg ligefrem sove med ammeindlæg. Så jeg begyndte at tro på, at amningen måske ikke ville være så svær alligevel. Set i bakspejlet var det nok min første og største fejl.

Fejl i kontinuiteten

Jeg fik tidligt i min graviditet et fint brev fra OUH om, at jeg var blevet tildelt en speciel jordemoderordning på grund af en forhøjet BMI. Jeg hader BMI. Ikke, fordi min er høj. Jeg har det fint med min BMI. Det er bare ikke en særligt brugbar målestok, og det er en fejlagtig måde at ordne patienter i kasser på, hvis du spørger mig. Noget af det, den specielle jordemoderordning skulle sikre, var kontinuitet i mit forløb. Så jeg fik en jordemoder tilknyttet, som var min primære jordemoder. Jeg tror, jeg mødte hende én gang – alle andre gange, jeg var til jordemoder, var der et nyt ansigt og hver gang, skulle jeg starte forfra.

Deres fokus var min vægt, mens mit fokus nærmere var amningen. Jeg var ikke engang så bekymret for fødslen, fordi jeg havde tillid til, at min krop og systemet nok skulle klare den del. Jeg fik graviditetsbetinget diabetes ret tidligt i graviditeten og det fyldte også meget for jordemødrene på trods af, at den meget nemt var kostreguleret, og jeg tog kun 6 kg på under hele graviditeten. Jeg er ikke fed, jeg er heller ikke tynd. Faktisk er jeg ret normal. Igen var deres fokus på min kasse på trods af, at langt de fleste mumlede noget om, at jeg ikke lignede en typisk gravid med diabetes. Hvordan mon sådan en ser ud, tænker jeg bare? Min graviditetsbetingede diabetes vil jeg meget gerne fortælle mere om en anden dag.

Hver gang, jeg var til jordemoder, snakkede vi om amning og allerede den første gang, fik jeg lovning på to dages indlæggelse efter fødslen til at få styr på amningen. Ingen af dem mente, at reduktionen som sådan ville give problemer, når nu mælken flød allerede inden fødslen. Der var lige én jordemoder, der sagde, at det nok nærmere var min overvægt, der kunne give problemer, fordi overvægtige generelt havde problemer med amningen. Jeg blev så paf over hendes udmelding, at jeg helt glemte at sige til hende, at hun måske skulle kigge på størrelsen på den hun sad overfor næste gang, hun sagde sådan noget i stedet for bare at kigge på vedkommendes kasse. Jeg lod være, og gik i stedet hjem en smule trist.

Efter den første gang og lovningen på overnatningerne, måtte jeg alligevel hver eneste gang minde de nye jordemødre om denne lovning. Aftalen stod i min journal, som de tydeligvis ikke havde haft tid til at læse inden besøget. Det ved jeg, for de opdagede det allesammen, hver gang de sagde, de lige ville føje det til min journal. “Hov, det står der allerede”… Det var så frustrerende, og det gjorde mig da også en smule nervøs, men jeg tænkte, når det stod i journalen, så var det da i det mindste en form for sikkerhed til selve fødslen.

Flytterod

Halvanden måned inden min termin flyttede vi som bekendt fra Odense til Billund. På grund af min diabetes, som var kostreguleret til det sidste, måtte jeg ikke føde hjemme, men jeg fik selv lov til at bestemme, om jeg ville til Kolding eller OUH. Vi valgte OUH, fordi vi tænkte, at nok var køreturen noget længere, men de kendte mig i Odense. Jeg kender også OUH rigtigt godt, fordi det er min arbejdsplads. Jeg har aldrig været i Kolding og følte mig bare mere tryk ved Odense. Hele idéen med den specielle jordemoderordning var jo øget kontinuitet og jeg tænkte, det ville ryge ud af vinduet, hvis vi valgte Kolding. Haha. 

En anden konsekvens af flytningen blev, at vi ikke kom til nogen form for fødselsforberedelse, hverken i Odense eller Billund. Vi kunne kun nå to af seks kurser i Odense (mener jeg), så vi sprang fra. I Billund Kommune kom vi lige nøjagtigt for sent til at nå med op til jul. Jeg gik til graviditetsyoga, men Tommy og jeg var ikke til nogle “kurser” om fødsler eller amning sammen. De eneste fagprofessionelle, jeg snakkede om amning med, var jordemødrene på OUH. Jeg ved ikke, om de fagprofessionelle regner med, at kvinder automatisk ved, hvordan en amning foregår. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skulle komme efter fødslen, hvor vi havde de to dage på OUH. Det ville måske også være nemmere at køre noget “learning by doing”. Det skulle nok gå! Det at vi flyttede, var i øvrigt en anden ting, jordemødrene blev ved med at glemme at læse i min journal. “Nå, i flytter til Jylland? Jamen skal du så overhovedet føde i Odense?”. Suk.

På Odense Universitetshospital

Fødslen kom, og det var en fantastisk oplevelse, som jeg gemmer historien om til en anden gang. Den er ikke vigtig her. Da min søn kom op til mig, fandt han ikke med det samme til mit bryst. Der var god tid og plads på afdelingen, så jordemoderen lod ham ligge lidt i håb om, at han ville finde vej selv. Igen flød mælken, så der var masser af duft til at guide ham. Jeg kan ikke huske, hvor lang tid, vi fik lov til at ligge sådan, men jeg tror ikke, det var mere end en time. Igen var vi havnet i en kasse på grund af min diabetes. Selvom mit blodsukker havde været flot og stabilt gennem kostregulering i hele graviditeten, så er der nogle regler for, hvor hurtigt efter fødslen, ens barn skal have mad. Jeg forstår rent fysiologisk ikke hvorfor, når min søns blodsukker har været helt stabilt i min mave, og han dermed ikke har haft en overproduktion af insulin, som man ellers ville se, hvis mit blodsukker havde været for højt under hele graviditeten. Han vejede i øvrigt 3580 g, så han var heller ikke nogen kæmpebaby, som de ellers frygter og nærmest truer en diabetesmor med. 

Cirka en time efter fødslen havde han stadig ikke fået ordentligt ved. Jordemoderen forsøgte at guide ham. Det gør egentlig helt ondt på mig at skrive nu. For jeg ved, at det bare havde været så meget bedre for amningen, hvis han havde fået lov til at finde vej selv uanset, om det så havde taget et par timer mere. Han var ikke død af sult. Det havde heller ikke skadet ham. Kassen sagde, at hun skulle give ham noget MME. Endnu en ting, der gør lidt ondt på mig i dag. Hun asede og masede på mine bryster og klemte mælk ud, som hun så lagde hans mund til. Han kæmpede for at samarbejde, men det var svært for ham. Formentlig fordi, mine brystvorter ikke var helt samarbejdsvillige. Til sidst lykkedes det at få ham til at sidde fast ved en liggende amning og endda ved begge bryster. Vi var stadig på fødestuen. Jordemoderen sagde, at nu var alt bare godt i forhold til amningen, for hun havde både set mælken komme, og hun havde set Kresten tage godt fast. Så vi kunne sagtens komme hjem dagen efter. Jeg blev lidt forvirret, og mindede hende om det med de to dages indlæggelse. Hun tjekkede journalen og sørme om det ikke stod der. Hun mente dog stadig ikke, at det ville blive nødvendigt med det, hun havde set. 

Vi var en del timer på fødestuen efter fødslen egentlig uden grund, men fordi de lige skulle finde plads til os på barselsgangen. Klokken var vel omkring 2 om natten. Da vi kom derop kunne vi høre den larmende stilhed, og vi kom også ind på en stue med fire senge, hvor vi var de eneste, der skulle overnatte. Der var altså flere tomme pladser. Alligevel stod den modtagende sygeplejerske og skrev på tavlen, som vi kom ind ad døren, at den forventede udskrivelse var næste dag kl. 13.00. Igen sagde jeg, nu med mere usikkerhed i stemmen, at vi jo var blevet lovet to dages indlæggelse på grund af min brystreduktion. Uden at have set en amning, mente hun ikke, det ville blive nødvendigt. Hun slettede ikke den forventede udskrivelse inden, hun sagde godnat og gik fra stuen. Vi så ikke personalet igen før næste morgen. Kresten og jeg var overladt til at forsøge at amme selv uden den mindste vejledning resten af natten. Jeg husker, at det var lidt overvældende, men også hyggeligt, at ligge med ham hele natten.

Nu kunne man måske sige, at jeg skulle have sagt noget. At jeg skulle have krævet de to dages indlæggelse og bedre vejledning. Det hele var bare så selvfølgeligt fra personalets side, at vi ikke rigtigt tænkte så langt. Jeg var så fokuseret på min lille nye søn. Vi var så fokuserede på vores nye roller og nok også stadig høje af adrenalinen efter fødslen. Jeg er meget autoritetstro, så når jordemoderen og sygeplejersken sagde, at det nok skulle gå, så skulle det jo nok gå. Derfor endte vi også med at tage hjem om eftermiddagen dagen efter. Det ville jo trods alt være rart at komme hjem i vores egen seng. 

Inden vi smuttede ud af døren nåede jeg lige at snakke med en sygeplejerske, der gerne ville se, at Kresten ammede. Hun kom ind med en jordemoderstuderende, og det føltes mere som noget de gjorde for hendes læring end for min og Krestens skyld. De så, at han umiddelbart havde godt fat, men de var der ikke i mere end 3-5 minutter. Jeg sagde, at det føltes ømt, og de så også, at især min højre brystvorte allerede var blevet lidt rød og skæv, men det skulle nok gå. I farten stak de en ammebrik i hånden på mig, men ingen viste mig, hvordan den skulle sættes på. De sendte os hjem en torsdag velvidende, at sundhedsplejersken nok først ville komme mandag. Det er først efterfølgende, jeg kan se, hvor tåbeligt dumt, det var at de sendte os hjem på den måde. Jeg følte mig tryg i øjeblikket.

Av av av!

Vi kom hjem, og vores søn var så dejlig. Det var en helt særlig tid, de første dage, som jeg ville ønske, jeg kunne huske mere tydeligt. Der var en masse glæde og kærlighed, det ved jeg. Men det jeg husker mest er, at amningen var svær. Det var svært at få ham til at “sidde fast”. Han slap hele tiden, og det gjorde utroligt ondt. Jeg tror det første sår kom torsdag aften. Jeg forsøgte desperat at få ammebrikken på, men den ville ikke sidde på mine brystvorter. Jeg googlede og så videoer, men det hjalp ikke. Jeg vidste ikke, at der findes forskellige typer og størrelser. Jeg prøvede alt. Der hvor amningen fungerede bedst, var liggende og om natten. Kresten græd meget, men det gør babyer jo. Det gør jo også ondt at amme, troede jeg, så jeg bed smerten i mig og fortsatte uden ammebrik. 

Sundhedsplejersken ringede fredag og vi lavede en aftale om besøg mandag. Jeg fortalte hende om min brystreduktion og bekymring for amningen. Hun anbefalede masser af hud mod hud, lanolin til brystvorterne og evt. at pumpe lidt ud for at stimulere produktionen. 

Lørdag var vi i Esbjerg til en høretest. Her var jordemoderen noget overrasket over, at vi var blevet sendt hjem mindre end 24 timer efter fødslen, når jeg var brystreduceret. Hun fortalte, at de har en procedure, der hed mindst to døgn. Hun blev også ret chokeret, da hun så mine brystvorter. Da jeg tog ammeindlæggene af, sad de fast i sårene og det gjorde ondt. Senere den dag faldt der stykker af mine brystvorter med. De blev simpelthen siddende på ammeindlægget. 

Jeg kan huske en eftermiddag, hvor jeg desperat havde kæmpet med at få Kresten til at få ordentligt fat, og da han slap efter amningen, lignede han en lille vampyr, fordi mine bryster blødte ind i hans mund. Åh, hvor jeg græd. Men jeg fortsatte. Jeg ville amme. Mælken løb til i løbet af weekenden, så det var ikke et problem. Det var bare de der sår. Faktisk troede jeg på det tidspunkt stadig, at Krestens teknik var god. Nu ved jeg, at hvis den havde været god, så havde jeg ikke haft de sår.

Jeg tror i dag, at skaden på min psyke sket, da sundhedsplejersken kom om mandagen. Amningen kørte ikke, det kunne jeg godt mærke. Men jeg blev ved med at tænke, at det nok skulle komme. Sårene skulle bare lige hele, så skulle det nok gå, tænkte jeg. Kresten havde ikke taget nok på efter fødslen, og jeg græd igen. Al smerten, besværet og gråden i weekenden, havde ikke båret frugt. Sundhedsplejersken var klar til at se igennem fingre med det, for det skulle nok komme. Det var hun også helt sikker på. Vi snakkede lidt om ammebrik, men jeg kunne jo ikke få den til at fungere, så det lod vi ligge. Jeg ammede og pumpede videre alt, hvad jeg kunne, og vi nød al den hud mod hud, vi kunne komme til

Jeg vil gerne sige, at sundhedsplejerskerne her i Billund virkelig var på min side og støttede mig alt det, de kunne. Selv da Kresten stadig ikke tog nok på omkring dag 10, og kasserne sagde, at vi skulle til at supplere med en flaske, støttede de mig i, at at vente lidt endnu. Da Kresten var 9 dage gammel, aftalte vi med sundhedsplejersken, at nu fik det en chance henover weekenden. Så kunne vi se igen mandag, hvordan det gik med vægten og amningen. Jeg var fuld af kampgejst, det skulle fandeme nok lykkedes! Lørdag blev mine bryster varme, hårde og røde. Jeg kom i behandling for brystbetændelse og jeg begyndte at græde for alvor.

Jeg husker, jeg ringede til min mor om lørdagen, fordi jeg bare havde brug for at snakke med hende. Jeg havde brug for at få trøst på den måde, man kun kan blive trøstet af sin mor. Jeg blev helt lille og følte mig så hjælpeløs og havde bare brug for at sige til min mor, at alting var hårdt. At jeg ikke følte, jeg gjorde det godt nok. At det gjorde ondt fysisk hele tiden. At det gjorde psykisk ondt. At mit hjerte gik i tusind stykker hver eneste gang, Kresten græd ved mit bryst. Min mor lyttede, og det hjalp for en stund.

De sidste 24 timer

Jeg føler, jeg græd hele søndag. Mine forældre og min søster var på besøg, og de så ham amme. De så, at det var svært. De så, hvordan han græd, og hvordan han til sidst nægtede mit højre bryst fuldstændigt. Han skreg, hvis jeg lagde ham til der – uanset, hvordan jeg lagde ham. De så også, at det kunne gå godt. De så, at han fik mælk, og at han ikke sultede. Men han græd, og han var frustreret. Åh, hvor han græd. Jeg græd. Jeg husker bare en masse tårer. Jeg husker, at jeg græd under bruseren, mens jeg kunne høre Kresten skrige hos sin far. Jeg græder også nu, når jeg skriver om det her. 

Da Kresten endelig var faldet i søvn den søndag aften, kiggede Tommy på mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Han spurgte, hvad jeg havde lyst til at sige til sundhedsplejersken om mandagen. Han fortalte mig, at han støttede mig uanset, hvad jeg sagde. Hvis jeg havde lyst til at fortsætte med at amme, så gjorde vi det, men hvis jeg ikke kunne mere, så forstod han det godt. Han kunne jo se, at det gjorde ondt. Han var ked af, at han ikke kunne hjælpe mig. Jeg kunne se på ham, at det gjorde ondt, at han ikke kunne hjælpe. Han bad mig sætte ord på, hvordan jeg ville have det, hvis vi henholdsvis fortsatte med amningen og hvis vi stoppede. Jeg er så uendeligt godt gift.

Uden at kunne sige særligt meget til at starte med, trillede tårerne bare igen. For Tommy fik mig til at mærke efter og jeg vidste, hvad jeg inderst inde var ved at beslutte. De ord, jeg nu forbandt med amning, var tårer, babygråd og smerter. Hyggen, kærligheden og nærværet var helt væk. Det var begyndt at gå udover min relation til Kresten. Jeg var begyndt at føle, han ikke kunne lide mig hver gang, han skreg ved brystet – at han ville se og huske mine tårer. Det gjorde især ondt, at han nægtede mit højre bryst. Hver eneste amning føltes som et overgreb på Kresten. Jeg fandt ud af, at ligesom mig, var Tommy begyndt at få ondt i maven, når Kresten sov. For når han vågnede, vidste vi, at mareridtet, kampen og overgrebet ville starte forfra igen. Ingen var glade. Vi blev enige om, at grænsen var nået. Min grænse. Næste morgen ville vi sige til sundhedsplejersken, at vi ønskede at stoppe amningen helt.

Den sidste amning

En kæmpe sten, var faldet fra mit hjerte, og jeg følte mig så let, da jeg gik i seng søndag aften, da vi gik i seng. Vi vidste, at nu var det den sidste amning. Beslutningen var taget. Derfor blev den sidste amning også overraskende nem. Det var så smukt. Kresten var helt rolig og tog fint ved. Jeg tror, at den ro, jeg havde fået efter beslutningen var taget, smittede Kresten. Der var ingen grund til at græde, mor var ikke ked af det mere. Kresten faldt i søvn med mit bryst i munden. Jeg tog det fineste billede af den sidste amning. Jeg tror, det er det mest værdifulde billede, jeg har på min telefon. Jeg har overvejet at dele billedet med verden, men jeg kan ikke få mig selv til det. Det er mit minde, og jeg ønsker ikke at dele det med andre. Da Kresten vågnede næste morgen, fik han sin første flaske. Det var det helt rigtige for os alle tre. 

Eftertanker

Nu er der så gået næsten tre måneder siden den søndag, og jeg har tænkt mange tanker siden. Jeg har været igennem sorg, vrede og er nu efterhånden nået til en form for accept. Dagene efter, hvor min mælk ikke ville stoppe med at løbe på trods af ammestopspiller, gjorde meget ondt. Det var bare ikke mælken, der var et problem. Derfor havde jeg også et stort behov for, at mælken forsvandt. Jeg kunne ikke blive ved med at have den væltende ud af mig i flere uger efter, hver eneste gang, Kresten græd. Det gjorde for ondt. En aften stod jeg igen under bruseren med trillende tårer, fordi sårene var helet og mælken løb ned af brysterne og maven. 

Jeg ved, at jeg kunne have forsøgt at genetablere amningen. Men min psyke var ødelagt. Jeg var hudløs både mentalt og bogstavligt. Jeg var utroligt tæt på at knække, og miste troen på mine egne evner som mor. Jeg var begyndt at tro, at Kresten tog skade af at se mig græde og, at han ikke kunne lide mig. Den eneste måde ud af det for mig var, at stoppe amningen og stå ved den beslutning. Så det gør jeg 100%. Jeg fortryder det ikke. Jeg fortryder heller ikke min brystreduktion, for uden den havde jeg slet ikke haft noget at græde over i dag. 

Men jeg fortryder, at jeg ikke sagde fra overfor personalet på OUH. At jeg ikke insisterede på den indlæggelse, jeg havde fået lovet. Jeg får stadig ondt i hjertet, når jeg tænker på, hvor anderledes, vores min start på livet som mor, kunne have været. Jeg tror ikke nødvendigvis, at amningen var kommet til at køre. Det var den formentlig ikke, men jeg forestiller mig, at jeg måske var taget hjem efter to dages indlæggelse med er mere realistisk syn på amningen. Måske havde det ikke gjort så ondt inden i. 

Jeg har brugt lang tid på at være vred. Jeg har endda seriøst overvejet at klage. Men jeg ved ikke, hvad det skulle gøre godt for. Jeg er ikke engang sikker på, hvor jeg skulle rette klagen hen. Det er jo ikke de enkelte jordemødre eller sygeplejerskers skyld. Det ved jeg, for jeg er selv sygeplejerske, og jeg ved, hvor meget man er tvunget til at arbejde i kasser. Det ændrer bare ikke på, at mit forløb var forfærdeligt allerede fra mit første møde med jordemødrene under graviditeten. Den kontinuitet, de var så fokuserede på udeblev. Der var ingen kontinuitet. Ingen kendte mig eller de ting, jeg var blevet lovet. De fokuserede alle på min overvægt og diabetes under hele graviditeten og med det samme, jeg havde født, var den glemt igen. De så ikke mig eller min søn – de så kasser. Jeg hader kasser! Jeg ville ønske, jeg kunne føde hjemme næste gang, men det kan jeg nok ikke, for sandsynligheden for, at jeg udvikler diabetes igen er meget stor – det ligger i mine gener ikke min vægt. 

Det, jeg kan gøre næste gang er, at kontakte en ammekonsulent inden fødslen. Det skulle vi have gjort den her gang, men jeg kan ikke slå mig selv i hovedet længere med ting, jeg skulle have gjort. Jeg er nødt til at give slip og kigge fremad. Jeg ved, at jeg vil forsøge at amme mit næste barn uanset hvad. Jeg ved nu, hvad jeg kan forvente af mig selv og af systemet. Derfor ved jeg også, at jeg ikke stoler på systemet, i hvert fald ikke i forhold til amningen. Næste gang har jeg også meget mere realistiske forventninger til amningen. Jeg ved rent faktisk, hvad en amning er. Jeg ved i hvert fald, hvad en dårlig amning er. Det er slet ikke sikkert, det kommer til at køre næste gang, selvom vi søger hjælp hos en ammekonsulent. Nu ved jeg så også, at det er helt ok. Mine evner som mor sidder ikke i mine bryster, heldigvis.

Hvis du er nået helt til slutningen og har læst alle mine ord, så skal du have tak. Det har været meget terapeutisk for mig endelig at skrive hele forløbet, mine tanker og følelser ned. Jeg håber aldrig, at jeg kommer til at føle mig så utilstrækkelig igen. Det eneste, der gør, at jeg stadig er stående, er min dejlige mand, søster, familie og venner. It takes a village, som man siger.

4+

3 Comments

  • Ekatarina - Hyggehippie.dk

    Vigtigt blogindlæg! Hvor er det synd at du ikke fik bedre hjælp og vejledning! Jeg synes faktisk, at du burde klage. Det er mit indtryk, at mangel på tid/ressourcer og viden/uddannelse er et problem rigtig mange steder ift amning. Jeg har ingen vejledning fået til mine tre børn af jordemødrene. Mange dårlige eller direkte forkerte råd af sundhedsplejesker til gengæld. Det er bestemt ikke den enkelte jordemoders skyld, men bestemt heller ikke okay. Det må ændres! Jeg synes, at det lyder som en rigtig god plan med en ammevejleder næste gang. Det burde bare ikke være en nødvendighed…

    0
    • Malene

      Tak for din kommentar. Det var også vigtigt for mig at skrive indlægget, fordi det bare var så hårdt et forløb. Der er så mange steder undervejs, hvor jeg kunne tænke, at tingene kunne være gjort anderledes og hvor det måske havde gjort, at jeg ikke havde haft de fysiske og mentale ar, jeg har i dag. Jeg kan bare ikke blive ved med at hænge mig i, hvad der kunne have været anderledes. Det gør for ondt. Jeg overvejer stadig at klage, eller i hvert fald bare gøre OUH opmærksom på min oplevelse. Jeg er bare ikke sikker på, hvilken vej jeg skal gå, fordi der egentlig er så mange forskellige afdelinger involveret. Det er jo både før, under og efter fødslen, der er sket fejl. Jeg har også overvejet et læserbrev, men endte med at starte med at skrive mine tanker og følelser ned her i første omgang. Min tanke er, at det måske kan hjælpe andre i samme situation at læse, at de ikke er alene om at føle, det er forbandet svært og at systemet modarbejder dem.

      0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *