Babygråd,  Hverdagsliv

Sammenbrud i Svømmehallen

Kender i det, når man sidder nøgen i et omklædningsrum med sin grædende baby i armene, og man kan mærke dine egne tårer presse sig på? Så tisser drengen en tissetår ud i rummet og rammer en fremmed mors autostol, og så vælter ens verden, og tårerne vælter ud af ens øjne? Det var min formiddag i dag, og det var fandeme en hård oplevelse! 

En flaskemors værste mareridt

I dag var første gang, vi skulle til babysvømning. Jeg havde virkelig glædet mig. Alle vores ting var pakket i går aftes, og her til morgen smed jeg lige en tom og ren flaske ned i tasken til efter svømningen. Babyer bliver jo sultne og trætte af alt det svømmeri. Jeg havde skaffet de fineste badebukser til Kresten, og det gik så fint med at få ham i dem og ind i badebassinet. Der smilede og pludrede han, og han dykkede flere gange helt uden problemer. Jeg var så stolt, jeg kunne sprænge! 

Bagefter kom vi ud i omklædningen med alle de andre babyer og mødre. Han stak i skrig det sekund, jeg lagde ham ned på puslemåtten. Så jeg skyndte mig ud for at give ham flasken. Men den forbandede tomme flaske var væk! Min værste skræk som flaskemor var over mig og min puls eksploderede. Panikken spredte sig med tanken om, at jeg ikke ville kunne give Kresten mad før vi var hjemme igen. Desperat lånte jeg en MAM flaske af en anden mor. Kresten får normalt Philips, og han lod sig ikke narre. Faktisk virkede det som om, han bare blev fornærmet og fandeme nok skulle fortælle mig, at det var helt forkert.

Der sad vi så, begge helt nøgne og kæmpede med gråden. Jeg forsøgte igen og igen med flasken, men Kresten skreg bare højere og højere. Pludselig blev mit ben vådt og varmt. Jeg så til min skræk, at han tissede lige ned i en autostol, der stod lige ved siden af os. Det var bogstavligt talt dråben, og jeg kunne ikke mere. Jeg følte i det øjeblik, at jeg var den elendigste mor i hele verden. Hvordan fanden kunne jeg glemme den flaske derhjemme? Hvordan helvede kunne jeg tro, at jeg kunne trøste mit barn med en fremmed flaske? Hvorfor kunne jeg ikke bare amme, så jeg kunne give Kresten omsorg ved at stoppe mit bryst i munden på ham? Hvor egoistisk er jeg, at jeg absolut skulle have den brystreduktion for knap tre år siden? Og hvorfor var jeg så stor en idiot, at jeg ikke havde tænkt over, at han kunne tisse ned i en fremmed autostol? Det hele væltede, og jeg kunne ikke gøre andet end græde sammen med Kresten. 

Når mødre hjælper andre mødre

En fremmed mor så mig med det samme, og tilbød at tage Kresten, så jeg lige kunne samle mig selv op og få tøj på. Jeg tøvede, men så kom en fra min mødregruppe, og de tog sammen Kresten. Jeg skyndte mig på toilet, hvor jeg græd lidt mere, hurtigt videre under bruseren og ind og få trusser på. Kresten skreg stadig. I mellemtiden havde de søde mødre fra min mødregruppe fået en stofble på Kresten, og de havde fundet hans egen flaske. Jeg tog ham igen og forsøgte at få ham til at spise, men det ville han bare ikke. Han var så ulykkelig, sur og træt på én gang, at han ikke kunne spise. Så jeg gik rundt med ham og sang “Jeg ved en lærkerede”, mens han græd sig selv i søvn på min skulder. Mine tårer trillede stadig. 

Det føles som alt det her tog en time. I virkeligheden har det nok kun varet en halv time fra vi om ud i omklædningen. Kresten var nu sovende. Så sovende, at jeg kunne få tøj på ham, lægge ham i sin autostol og selv få tøj på igen. Til mit held tilhørte den fremmede autostol en mor fra min mødregruppe, og hun forsikrede mig igen og igen om, at de få dråber tis ikke betød noget som helst. Kresten sov hele køreturen hjem, hvor han vågnede kort og tømte en flaske. Bagefter sov han igen i over en time. Han har simpelthen været så træt og sulten på én gang lige efter svømmeturen, at han ikke kunne overskue noget som helst.

Min puls er faldet igen, og jeg kan ånde lettet op. Jeg klarede det. Vi klarede det. Det var slet ikke så slemt, selvom det var hårdt. For jeg var omgivet af andre mødre, som allesammen så, rummede og forstod min situation. Der var ingen løftede øjenbryn og ingen dømmende blikke. Alt dømmeriet foregik indeni mig selv, og den blev gjort til skamme af al den forståelse, støtte og hjælp, jeg blev mødt med. Mødre kan være hårde ved andre mødre, men jeg må sige, at i mit hidtil allerskrøbeligste øjeblik, mødte jeg ikke andet end omsorg. Både fra mødre, jeg kender, men bestemt også fra fremmede. Tak for det – det skal jeg huske, så jeg forhåbentlig selv har overskuddet og rummeligheden til at give det videre, hvis jeg en dag skulle møde en mor i sit allerskrøbeligste øjeblik.

1+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *