Anmeldelse,  Moderne Stofbleer

BumGenius Original 5.0

Jeg har testet nogle BumGenius og Flip bleer for Ko og Ko, som jeg vil lave lidt anmeldelser på. Jeg starter med at anmelde BumGenius’ lommeble, som de kalder Original 5.0. Jeg har fået bleen i farven “Hummingbird”, så jeg kan anmelde den. Men mine holdninger og meninger er helt mine egne. Jeg er ikke forpligtiget til at skrive positive ting, og hvis jeg ikke kan lide et produkt, skal jeg nok fortælle det helt ærligt. Det er også vigtigt at huske, at bare fordi en stofble fungerer for mig, er det ikke sikkert den fungerer for dig eller omvendt. Lad være med at gå ud og basere hele din samling af bleer på én anmeldelse. Husk, hvis du støder på ord eller begreber, du ikke forstår, så check min stofble ordbog, og hvis noget mangler der, så skriv endelig – jeg vil hellere end gerne uddybe eller hjælpe.

En ældre lommeble med succes

BumGenius er en ældre amerikansk stofble producent. Firmaet er familieeget og det startede tilbage i 2005, hvor de også begyndte at producere og sælge deres originale lommeble. Dengang var lommebleen med til at gøre BumGenius til et af de bedst sælgende stofblemærker i verden. Den var altså en stor succes, og de har siden forbedret på den af flere gange. Den nyeste udgave er den, de kalder Original 5.0. Det er den, jeg har testet for Ko og Ko. Jeg er ret stor fan af lommebleer, fordi de er nemme for de fleste at putte på, og man kan nemt styre sugeevnen efter behov ved at booste bleen.

Original 5.0 er en One Size ble, der passer ca. fra 4 til 15 kg. Den kan altså ikke passe de fleste nyfødte, men har alligevel et godt spænd. Det er vigtigt altid at huske, at størrelsesanvisninger i kilo altid er skøn, så nogle babyer skal være lidt større inden de passer en One Size ble. Størrelsen på bleen justeres ved hjælp af tre rækker trykknapper foran på bleen, hvor “højden” på bleen kan indstilles i tre forskellige størrelser som med alle andre One Size bleer. Denne ble kommer kun med knaplukning i livet og altså ikke med velcrolukning. Jeg kan personligt ret godt lide knapper, men det er en smagssag. Sideflapperne, som bruges til at lukke bleen foran, er strækbare. Det skulle, ifølge BumGenius, give et bedre og nemmere fit.

Ydersiden er lavet af PUL, mens indersiden mod babys hud er lavet af et blødt microfleece materiale. Det er lækkert og strækbart, og fungerer som stay-dry mod babyens hud, så den holdes tør, når der tisses. Det betyder også, at der ikke er nogle naturmaterialer i denne ble. Det er rent kunststof. Så er man ikke til polyester mod sin babys hud, så er denne ble ikke noget for en. Der er desuden et PUL-panel foran på bleen ind mod babys mave, som forhindrer væske i at trække op den vej. 

En virkelig markant fordel ved Original 5.0 er, at den ikke fylder meget på numsen. Den er lidt bred mellem benene, hvor den ikke kommer i nærheden af f.eks. Smart Bottoms bleer, men selve bleen er flad, og suger stadig godt. Når begge indlæg er i, og den foldes sammen, så er bleen kun 3 cm tyk. Det er altså ikke meget fylde bag på numsen.  Alligevel er det som om, bleen er lidt stor, fordi den er ret bred og en smule stiv mellem benene. Her måler bleen hele 14 cm i bredden. Det er ok på vores basse, selvom det trykker lidt på lårene, men jeg tænker, det ville virke lidt voldsomt på en helt ny baby. Bag på ryggen er bleen 25 cm bred, og foran på maven er der 29 cm. Når bleen ikke er knappet sammen i højden, er den 30 cm lang. 

Indlæg og lomme

Der følger to indlæg med Original 5.0 bleen – et almindeligt og et i “newborn” størrelsen. De er begge lavet af microfiber, så de suger væsken hurtigt til sig. Det almindelige indlæg har i princippet tre størrelser, da det kan knappes ind i tre forskellige længder/størrelser Det har jeg forsøgt at vise på billederne her. Newborn indlægget kan bruges for sig til de helt små, der ikke tisser så meget, men det kan også bruges som en booster til de lidt større børn. Jeg har brugt begge indlæggene sammen, da Kresten virkelig tisser igennem, når han tisser. 

Selve lommen fungerer udemærket, og indlæggene kommer ud af sig selv ved vask. Det er virkelig en fordel, så man skal ikke stå og trække de våde indlæg ud. Det er dog en smule fumlet bygget op med det overlappende microfleece, som man lige skal bruge lidt ekstra sekunder på at få sat ordentligt. Hvis ikke man gør det, kommer der nemlig microfiber fra indlæggene i bleen mod babys hud. Det er som bekendt ikke så godt, da det river i huden. Jeg har ikke haft problemer med, at det er sket, men jeg har så også været ekstra opmærksom på, at den ekstra fold mikrofleece i lommen sad korrekt.

Når man er glad for lommebleer, som jeg er, og også har en del covers med indlæg, så kan man have en del separate indlæg sin vask. Derfor er det helt lavpraktisk nemmest, hvis de forskellige indlæg ikke bare er til at genkende på mærket, men også på deres funktion. Det lyder så dumt, når jeg skriver det, men i starten skulle jeg lige tjekke to gange, om det nu også var de rigtige indlæg, jeg var ved at putte i lommen, fordi det ikke står på dem. Det gør det f.eks. på Thirsties indlæg til deres lommebleer og det er bare så meget nemmere, når man samler bleerne igen.

Min vurdering

Som sagt, så er jeg stor fan af lommebleer. Det er jeg virkelig, og som sådan er det her en rigtig fin ble. For mig føles den bare lidt stiv i det. Det kan godt være, den er tynd og ikke fylder meget på numsen, men den virker bare ikke så smidig. Som sagt, tror jeg måske, det har noget at gøre med, at den er bred mellem benene. Jeg er heller ikke fan af, at det er rent kunststof hele vejen igennem. Det er ikke sådan, at jeg helt undgår det i mine bleer, for en af mine yndlingsbleer er netop en lommeble med kunststof mod babys hud. Det er bare som om microfleecen i den her føles lidt mere kunstig, hvis man kan sige det. Derudover, så kunne bare et af indlæggene måske have været en eller anden bomuldsblanding. Det hele kradser sådan på mine tørre hænder, når jeg samler bleen.

Jeg synes, det kan være lidt svært at få bleen til at sidde ordentligt på min søn. Det er især på lårene, den nemt kommer til at sidde lidt stramt. Den kommer så modsat nemt til at gabe lidt ved benene, hvis man løsner lidt op for benåbningerne. Derudover er jeg ret stor fan af dobbelt lækagebarrierer i benåbningerne. Det er bare, i min erfaring, så godt til at holde på en mælkebæ fra en lille baby. Når det så er sagt, har min søn leveret en tynd gang eksplosiv remulade, som formåede at blive i bleen uden dobbelt lækagebarriere. Det imponerede mig alligevel lidt. Som du kan se på billedet er elastikkerne i benåbningerne syet på en sådan måde, at det kan være svært at få staydry stoffet til at blive på indersiden af PUL’en. Det er bedst, hvis det ikke titter fremt på den her måde, fordi det ellers kan være en god transportvej for væsken fra bleen ud på tøjet.

Når det så er sagt, så har jeg faktisk ikke haft nogle uheld med den her ble. Den holder snildt to timer med begge indlæg til min lille supertisser, og microfleecen holder huden rimeligt tør. En stay dry i en stofble skal jo aldrig være ligeså effektiv som superabsorbanterne i en engangsble. Så ville jeg i hvert fald blive en smule skeptisk. Jeg er ret glad for begge indlæggene omend, jeg var en smule tilbageholdende i starten, fordi jeg tænkte, microfiberen ikke ville kunne suge og holde godt nok på væsken. Min søn har netop haft bleen på, da jeg skrev på indlægget her i dag, hvor han leverede en mindre eksplosion. Det holdt bleen faktisk tæt uden mine elskede lækagebarrierer. Måske er de ikke så nødvendige, som jeg bilder mig selv ind? Jeg oplevede heller ikke nogen dumme pletter på bleen efter den gule remuladefarve havde ligget i den i 24+ timer inden en vask.

Jeg er en sucker for et fint print, men jeg må indrømme, at designet på BumGenius’ bleer ikke umiddelbart fanger mit øje. Det er ikke grimme bleer, men jeg er ikke til helt så grafiske prints. Når det så er sagt, så har de nogle rigtigt flotte ensfarvede bleer bl.a. en sort, hvilket man ellers ikke ser fra mange brands. Igen vil jeg ikke anbefale, at man køber alle sine bleer baseret på prints, men hellere, at deres funktioner passer til ens behov. Men det kan være nemmere at komme ind i stofbleer ved at gå efter en ble, man synes er pæn og så selvfølgelig ikke købe 20 af den bare af den grund.  

Afsluttende kommentarer

Jeg forstår helt klart tiltalen ved den her ble. Den virker og er man glad for lommebleer, så er den bestemt et kig værd. Det man skal gøre op med sig selv er, som jeg gerne gentager igen og igen, hvorfor man ønsker at bruge stofbleer. Betyder det meget for en, at det er naturmaterialer? Skal det være funktionelt, økonomisk eller produceret et bestemt sted? Der er nok næsten lige så mange forskellige grunde til at starte med stofbleer, som der er stofbleforældre, så det at vælge en ble eller bletype må være afhængigt af det. BumGenius Original 5.0 bleen her kommer klart til at være en fast del af vores rotation af bleer. Den kommer ikke til at samle støv på hylden. Det bliver nok bare ikke en ble, jeg kommer til at købe flere af. 

BumGenius Original 5.0 får 3,5 ud af 5 stjerner fra mig. For at komme op på 5 skulle den have været lidt blødere i PUL’en, mindre bred mellem benene og mindre polyester. Jeg er mere begejstret for deres Elemental, som der også kommer en anmeldelse af.

3.5/5

Links:

Nedenstående er ikke affilierede links og jeg tjener ikke noget på, at i følger dem eller køber bleer hverken hos Ko og Ko eller BumGenius. 

0

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *