Moderne Stofbleer

Stofble Favoritter Tag 2019

Jeg følger Cloth Diaper Podcast både på instagram og YouTube, og kan varmt anbefale hende, hvis du er interesseret i stofbleer. Hun er en canadisk stofblemor, repræsentant for det canadiske stofblemærke Nuggles og meget aktiv indenfor den internationale stofbleverden. Det er blandt andet hende og Jay fra Jay’s Nest, der har været med til at starte #whomademyclothdiaper, hvor de bad store som små stofbleproducenter om at være åbne omkring produktionen af deres stofbleer fra start til slut. Fantastisk, hvis du spørger mig!

Nå, men igen i år har Bailey fra Cloth Diaper Podcast lavet en “favourites tag” på YouTube, som jeg tænkte, kunne være sjov at deltage i. Min tanke er, at jeg besvarer spørgsmålene her på dansk, og så laver jeg en video til min kanal på YouTube på engelsk med de samme svar bare lidt mere løst og måske en smule mere uddybende. Hvis du har lyst til selv at deltage, så hop over på Baileys YouTube kanal her, hvor du kan kopiere spørgsmålene på engelsk eller brug mine oversættelser til dansk. 

Hvilken ble i dit stash er din favorit?

Uha uha, den er altså svær. Jeg er egentlig ret glad for diversiteten i mit såkaldte stash. Hvis man tvang mig til at vælge, så ville jeg nok lige nu sige Thirsties Lommeble. Den er bare nem og skudsikker. Det kan være, jeg ville sige en anden ble, hvis man under tvang spørger mig igen om en uge. Jeg elsker alle mine bleer!

Honorable mentions: Mother Ease Duo Wizard med indlæg og Smart Bottoms Smart One 3.1.

Hvilket print eller ensfarvede ble er din yndlings?

Der er virkelig mange smukke prints derude, men lige i øjeblikket bliver jeg en smule forelsket, hver gang jeg putter en Petit Lulu SIO ble i printet “Blooming Garden”. Der er bare et eller andet ved alle de smukke farver, mariehønen og så den gule velourkant. Jeg er så vild med det print, at jeg faktisk også har købt en lille wetbag til mine bind i printet og et pusletæppe… 

Hvad er dit yndlings stofblemærke?

Den her er virkelig svær for mig. Der er en grund til, jeg har flere forskellige mærker og bletyper. Jeg synes ikke, der er én ble, der virker til hele døgnet og selvom min søn kun er 16 uger gammel, så har jeg også på fornemmelse, at der også sjældent er én ble, der passer hele bleperioden. Men, hvis jeg skal vælge lige nu, så er det nok Thirsties, der er mit yndlingsmærke. De er meget aktive på sociale medier og har blandt andet en livestreaming hver uge, hvor de tager nye emner op relateret enten til Thirsties eller stofbleer generelt. Deres SoMe Laura Ankrum er meget engageret og sympatisk, og jeg lærte så meget om stofbleer af at se deres videoer på YouTube. Derudover er Thirsties også et meget åbent mærke, der gladeligt fortæller om produktionen af deres bleer, og hvorfor de vælger de matrialer, de vælger. Mere af det!

Honorable Mentions: Petite Crown, Mother Ease og Smart Bottoms. Så er jeg også nødt til at nævne WeeCare af den simple grund, at de er danske. Det er så fedt, at vi har et dansk designet stofblemærke, fordi jeg tror, det kan være med til at sprede rygtet om moderne stofbleer lidt mere. #makeclothmainstream og alt det der.

Hvilken stofbletype er din yndlings?

Jeg er bare glad for lommebleer. Det har jeg sagt før, og jeg siger det nok igen i fremtiden. Jeg synes, det er en meget alsidig bletype, som nemt kan boostes og derfor nemmere kan bruges i hele bleperioden. De fleste blemærker har deres egen version af en lommeble og jeg har endnu ikke mødt en lommeble, jeg ikke kunne lide. Faktisk har jeg nok i virkeligheden ikke mødt en stofble, jeg direkte ikke kunne lide, så det er nok mere sigende.

Har du en yndlings fold (på prefold/gammeldags stofble)?

Uha nej… Jeg forsøgte mig i de allerførste uger med en såkaldt “jelly roll fold” under et cover, men det fungerede slet ikke for mig. Så nu bliver alle mine prefolds sådan set bare foldet i en “padfold”, hvor den foldes tre gange. 

Foretrækker du knapper eller velcro?

Knapper. Velcro er i øvrigt et navn på et mærke og på engelsk kaldes det ofte bare “hook and loop”. Jeg ved ikke, hvad man ville kalde det på dansk, hvis man ikke kalder det velcro. Anywho, jeg er mest til knapper, fordi jeg synes velcro ofte bliver noget fumleri og noget velcro er bare noget bras og bliver hurtigere slidt end knapper.

Hvilken måde fæstner du helst din gammeldags stofble eller prefold?

I min korte karriere med prefolds som “jelly roll folds” brugte jeg snappier. Jeg har ikke prøvet andet, og de fungerede meget godt. Jeg ville personligt aldrig bruge en sikkerhedsnål, fordi jeg ville være bange for at stikke mig selv eller min baby med den i kampens hede. For let’s face it – det er nogle gange en mindre kamp at stifte ble på en baby.

Hvad er løsning til natten?

Vi bruger en formsyet ble med uldblebukser over. De formsyede, vi bruger mest er fra Petit Lulu, Thirsties og Puppi og uldblebukserne er fra disana. De er selvfølgelig lanoliserede.

Din yndlings booster, doubler eller indlæg?

Jeg elsker Thirsties hamp booster. Den er bare en supersuger og den er tydelig af høj kvalitet. Derudover er jeg også glad for Thirsties Prefolds, der også er lavet af deres berømte hamp-blanding og WeeCares prefolds er virkelig også lækre og supersugende.

Hvad er din yndlings svømmeble?

Nu har Kresten kun været i svømmehallen én gang. Så jeg har ikke så meget erfaring med området. Desuden er der ret strikse regler i forhold til svømmebleer i de fleste danske svømmehaller. Så herhjemme har jeg købt en Happy Nappy fra Splash About og så har vi en engangssvømmeble indenunder. Så skulle den også være ret sikret.

Hvilken creme er din yndlings til røde numser?

Vi har ikke rigtigt døjet med røde numser herhjemme. Indimellem kan der være en smule rødme, men det er væk samme dag. Jeg smører bleområdet med ren sheasmør fra Urtegaarden 1-2 gange dagligt, og det lader til at være meget godt for huden. Samtidig smører jeg også resten af Krestens krop med det, fordi han har en tendens til tørre pletter på sin brystkasse og sine arme.

Honorable mentions: Baby balm fra Kraes.

Hvordan opbevarer du dine beskidte bleer og har du en yndlings wetbag?

Mine pail liners er fra Planet Wise. Vi har en blespand, som vi købte inden vi besluttede os for at bruge stofbleer. I den er der en pail liner og så kommer de beskidte bleer ned i den indtil vaskedag. Jeg vasker bleer cirka hveranden dag. Derudover har jeg små wetbags fra flere forskellige mærker, som jeg bruger til at komme brugte vaskeklude i. Her er mit yndlingsmærke nok Petit Lulu. De har en smart knap funktion, så posen kan halveres og der med fylder lidt mindre. Når vi er på en weekendtur bruger jeg den gerne knappet sammen til at have rene vaskeklude i. Når de så er brugt, så kan posen knappes op og bruges som opbevaring enten til beskidte bleer eller beskidt tøj. Jeg elsker wetbags!

Hvordan opbevarer du dine rene bleer?

Rene bleer, som ikke er i rotation, de ligger i skabet på Krestens værelse. Det er blandt andet hans newborn bleer. Nyvaskede bleer i rotation er på to hylder over puslebordet. Indlæg og AI2-systemer er på et lille træbord, vi har ved siden af. Jeg ville gerne sætte et billede ind her, men hylderne er lidt tomme lige nu, fordi det er vaskedag, og jeg samtidig er ved at pakke bleer ned til en weekendtur til Ringkøbing. Hvis jeg får taget et billede i aften, når jeg forhåbentlig får tid til at filme videoen, så lægger jeg det lige ind her.

Bruger du engangs- eller stofvaskeklude? Hvilken er din favorit?

Se det er jo noget, jeg gerne vil lave et seperat indlæg om. Jeg har været på jagt efter en blød vaskeklud til brug ved bleskift. Længe har jeg brugt ImseVimses. De er ikke som sådan dårlige – og de ligger også stadig ved puslebordet, men jeg tror, jeg har fundet min yndlingsklud hos Bamboolik. Det er en bambusklud og den er simpelthen så blød og lækker!

Bruger du noget særligt til at vaske med udover vand?

Som udgangspunkt nej. Vi bruger bare vand ved alle bleskift, men jeg har købt Olivy til at have med på tur, hvor man måske ikke lige er i nærheden af vand. jeg har ikke helt besluttet mig for, hvad jeg synes om det endnu. Jeg har også brugt det et par gange om morgenen, hvor natbleen lugter af lidt krads urin. Jeg ville aldrig bruge sæbe.

Hvor køber du helst dine stofbleer?

Jeg er muligvis lidt bias her, fordi jeg jo er ambassadør for Pusleriet, men det er der, jeg har købt hovedparten af mine bleer (for mine egne penge). Sarah yder en rigtig god service og vil meget gerne hjælpe med vejledning og spørgsmål. Men som i ved, findes der flere gode danske forhandlere af stofbleer.

De fleste “store drenge” på stofblemarkedet har base i USA. Det er dyrt for de danske forhandlere at få dem hjem og køber man direkte fra forhandlerne selv, skal man være opmærksom på toldgebyr. Det er en af grundene til, at amerikanske og canadiske stofblemærker er dyrere. Nogle gange kan det være fristende at købe stort ind og købe billigt f.eks. fra engelske forhandlere, men jeg synes, man skal slå et slag for at støtte de små danske forhandlere og “købe dansk”. Jeg er med på, at det kan være meget dyrt at starte ud med stofbleer og et godt tilbud kan være fristende, men personligt vil jeg gerne betale måske 500 kr mere i alt og så støtte en dansk virksomhed. Jeg har dog også stor forståelse for, at 500 kr sparet kan være altafgørende for andre familier.

Hvem er din yndlings stofbleblogger/-vlogger/-instagrammer?

Jeg er rigtigt glad for at følge Stofblemor på instagram. Hvis du ikke allerede kender profilen, så er det en profil, der går på skift mellem forskellige danske stofblemødre, der deler billeder fra deres hverdag og rutiner. Det er hyggeligt og meget lærerigt. Jeg har selv haft profilen i en uge og glæder mig til at have den igen i fremtiden. Hvis du er stofblemor og har lyst til at dele ud af dine erfaringer eller bare kommunikere med ligesindede, så tjek profilen ud og måske tag en uge selv?

Af udenlandske stofblemødre, der er værd at følge, er jeg nødt til at nævne: Cloth Diaper Podcast, Jay’s Nest og 5 minute cloth. I sidste afsnit af Cloth Diaper Podcast, som på iOS enheder kan findes i Podcast app’en, har Bailey besøg af en stofblemor, der praktiserer EC. Hun har generelt mange spændende gæster.

Hvad er dit bedste tip/trick til forældre, der er nye stofblebrugere?

Jeg har simpelthen ikke været stofblemor længe nok til at have deciderede tricks. Når det så er sagt, så vil jeg måske kort remse mine erfaringer op i punktform:

  • Lad være med at starte med at købe 20 bleer af samme type fra samme mærke. Køb lidt forskelligt og se, hvad der fungerer for dig. Eller lej en prøvepakke. 
  • Det er overvældende at blive mor for første gang og det er ok, hvis der lige går lidt tid inden dit barn kommer i en stofble.
  • Det er helt ok at bruge en engangsble eller flere i tider, hvor stofbleerne bliver for uoverskuelige.
  • Tag en anmeldelse af en stofble for hvad den er og lad være med at købe hele dit stash baseret på én anmeldelse. Hvad der fungerer for en anden fungerer ikke nødvendigvis for dig og omvendt.
  • Ikke alle stofbleer er lige lette at sælge videre.

Cloth Diaper Favorites 2019

0

2 Comments

  • Sissal

    Bruger I ikke samme wetbag til brugte bleer og vaskeklude, som er blevet brugt til bleskift? 😊 jeg kan ellers varmt anbefale de vaskeklude, som SerLa syer på bestilling. Hun har en gruppe på Facebook ☺️

    0
    • Malene

      Hej Sissal
      Jeg af en eller anden grund, har jeg ikke fået en notifikation om dine beskeder… Men jo, det gør vi egentlig igen nu. grunden til, at jeg ikke gjorde det på det her tidspunkt var, at Kresten elskede at lege med den lille wetbag, som så ghang ved puslebordet, og vi havde en mindre blespand, så den blev lidt for hurtigt fyldt op, når begge dele kom i. Selv på to dage. Det var lidt træls. Nu har vi fået en Filur spand fra Ikea, og det hele kan ryge der i sammen. Uh, hendes gruppe må jeg ind og tjekke ud – ville ønske, jeg kunne finde ud af (og havde overskud til) at sy selv.

      1+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *