Flaskebarn,  Hverdagsliv,  Kresten

Om det at have et flaskebarn

Kresten er et flaskebarn. Det har han været siden, han var 12 dage gammel. Det var både en stor lettelse, men også en stor smerte, da vi begyndte at give Kresten flaske. De første 12 dage af Krestens liv havde vi ihærdigt kæmpet for at få en amning op og køre. Men vi måtte erkende at kampen var tabt, da det var begyndt at gøre alt for ondt på mig både fysisk og psykisk, og Kresten græd det meste af sin vågne tid. Hvis du har lyst til at læse mere om mit ammeforløb, kan du finde mit indlæg om det her

Jeg tror, de fleste flaskemødre kan nikke genkendende til, at det på én gang er en nem beslutning og en vildt svær beslutning at give den første flaske. Den er svær, fordi man virkelig gerne vil amme sit barn, og ens instinkter, samt al teori og forskning fortæller en, at det er det bedste. Man er måske bange for, hvad det gør ved den intime kontakt, man har med sit barn, når man ammer. Vil man kunne give sit barn den samme omsorg? Måske er man bange for, at andre mødre vil dømme en og sige, at man ikke har prøvet nok. Samtidig er det den nemmeste beslutning, fordi man virkelig har prøvet nok og så lige hundrede gange mere oveni. Man har kæmpet med blod, sved og tårer, stået under bruseren og hulket eller set sine salte tårer ramme baby i hovedet under amningen. Jeg husker især med stor smerte en episode, hvor min mand simpelthen måtte komme til undsetning og tage en skrigende Kresten ud af mine arme, mens jeg hulkede færdig med bare, blødende bryster strittende ud i verden. Dét, var det nemt at sige farvel til!

Det er så vigtigt, at man i den situation, selv husker på, om man nogensinde har kigget på en mor, der gav sit barn flaske og tænkt, at hun var en dårlig mor. Det har jeg i hvert fald ikke. Hvorfor skulle andre gøre det ved mig? Ingen andre ved, eller kan vide, hvad man har gjort og været igennem. De fleste ved også, at en god mor ikke sidder i brysterne, så de dømmer ikke. Andre mødre, der kan finde på at sige, at man ikke har gjort nok, siger det af uvidenhed. Det er jeg sikker på. Skammen sidder ofte i en selv, fordi man er hamrende fyldt af hormoner, og på ingen måde tænker rationelt. Det gjorde jeg i hvert fald ikke. Der gik lang tid, før jeg tilgav mig selv for en mislykket amning. 

Lad os også lige et øjeblik huske, hvor fantastisk det er, at vi lever i en tid og i et land, hvor vi har muligheden for at give vores børn modermælkserstatning (MME) uden at skulle være alvorligt bekymret for grimme infektioner. Tager man til U-lande, er der børn, der dør, fordi deres mødre ikke kan amme. Enten dør de af sult eller også, dør de af infektioner forårsaget af dårlig hygiejne. Det er hjerteskærende og egentlig ikke noget, jeg har lyst til at tænke for meget over. Jeg er bare (endnu engang) uendeligt taknemmelig for det privilegerede liv, jeg er født ind i.

Al begyndelse...

Der er helt klart nogle, der allerede inden fødslen har gjort sig tanker om, at de måske kommer til at give flaske. Det er typisk forældre, der allerede har prøvet det én gang og ved, at risikoen for, at de ikke vil kunne amme, er stor. Det er også forældre, der af den ene eller anden årsag allerede har besluttet, at de ikke vil amme. Det skal der også være plads til og forståelse for. Vi var bare ikke forberedte. Det eneste, vi havde i hjemmet allerede, var nogle små Philips Avent flasker, som vi havde fået med diverse babypakker. Dem havde vi haft gang i i løbet af de første 12 dage, fordi jeg havde malket ud, og den smule mælk, der var, havde vi givet Kresten med en teske.

Vi havde i nogle dage vidst, at amningen i hvert fald ikke var sikker. Kresten tog ikke nok på. Jeg havde nogle super forstående og dygtige sundhedsplejersker på besøg, som forstod mit behov for at kæmpe. Derfor blev vi ikke presset til at give MME, selvom de famøse kasser nok sagde, at det skulle vi. Vi var dog blevet anbefalet at have en brik færdigblandet MME stående, så vi havde noget at give i et nødstilfælde. Det var en søndag, vi besluttede os for at skifte til flaske, og mandag morgen fik han så den første. Vi tog en af de små flasker og gav ham færdigblandet MME i den. Han var glad. Der var mælk udover det hele, og han havde lidt svært ved helt at finde ud af teknikken, men der var ingen tvivl om, at han blev mæt. Det var så stor en lettelse, og jeg tænker klart, at den lettelse smittede af på Kresten.

Det der med at vaske og skolde/sterilisere flaskerne, er jeg så heldig, at Tommy tager sig af hver dag. Det har han gjort fra start. Det fylder ellers ret meget, og det kan være svært at nå, når ens barn kun sover 30 minutter af gangen i løbet af dagen (suk!). Vi købte ret hurtigt en sterilisator til at komme i mikrobølgeovnen sammen med flere større flasker fra Philips. Det gjorde det lidt mere overskueligt. Nu er vi heldigvis nået til den fase, hvor vi ikke længere behøver, koge alt vandet, og sterilisere flaskerne inden brug. Det er dejligt! 

Det er jo bare nemmere, eller?

Jeg er stødt på et par fordomme om, at nogle mødre vælger at give deres børn flaske, fordi det er nemmere end at få en amning op og køre. Til det kan jeg bare sige, at det må være uvidenhed, der taler. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har tænkt, og stadig tænker, at livet havde været så meget nemmere, hvis den amning bare havde fungeret! Jeg har grædt tårer over, at mine bryster ikke virker. Så sent som for at par dage siden fik jeg et kæmpe stik i hjertet, fordi jeg ikke kan amme Kresten. Jeg er hamrende nervøs for at være ude med ham, og så ikke kunne give ham mad. Bange for, at han ikke får nok omsorg fra sin mor.

Det bedste eksempel, jeg har, der viser, hvor “galt” det kan gå med et flaskebarn på tur, er min oplevelse i svømmehallen. Den kan du læse om her. Jeg kunne ikke finde en sutteflaske, som jeg bestemt mente at have pakket, og derfor kunne jeg ikke give Kresten mad. Han græd og skreg, fordi han var sulten (og træt), og en anden velmenende flaskemor lånte mig en af sine rene flasker. En flasketype, Kresten ikke er vant til. Han nægtede at spise af den, og mens jeg sad og græd sammen med ham, nøgen, i en svømmehal, var mit allerhøjeste ønske, at mine bryster dog bare havde virket. For hvis de havde virket, havde jeg ikke behøvet en flaske. Jeg havde på magisk vis kunnet tilfredsstille og trøste ham på samme tid bare ved at putte mit bryst i munden på ham. Det var slet ikke sjovt!

Når man skal ud af døren som flaskemor (eller -far), så skal man huske mindst to ting: En ren flaske og MME. Det sidste kan så enten være købt færdigblandet eller i pulverform. Hvis man har pulverformen med, skal man, indtil barnet er mindst fire måneder, have både kogt vand, der er kølet ned, og kogt vand i en termokande med. Undtagelsen er, hvis man ved, man er i nærheden af en mikrobølgeovn. Hvis man er det, kan man lade det kogende vand blive hjemme. Nu, hvor Kresten er over fire måneder, kan jeg nøjes med pulver og kogende vand på en termokande. For så kan jeg temperere det med koldt vand fra hanen. Selvfølgelig kun, hvis jeg er i nærheden af en ren vandhane. Ellers skal jeg igen have afkølet kogt vand med på en termokande. Åh ja, man bliver sgu næsten helt forpustet af at remse det op. Jeg har stadig ikke helt styr på det.

Jeg kan se to fordele ved, at Kresten får flaske. Den første er, at Tommy kan give Kresten mad. Jeg har kunnet lade Kresten være alene med sin far i flere timer, fra han var ret lille. Det var godt til mig, men havde jeg haft det samme behov for det, hvis ikke vi havde haft det forfærdelige ammeforløb? Det har også været meget givende for Tommy, at han kan have nærhed med Kresten så tidligt. Det har på en måde bygget Tommys selvtillid som far op, at han ved, han kan passe Kresten alene uden problemer. Den anden fordel er, at man altid har styr på, hvor meget mælk ens barn får. Det kan jeg godt se, at man ikke har, når man ammer, og det må give en hvis utryghed i nogle situationer. Jeg tror dog aldrig, den utryghed kan komme i nærheden af frygten for at stå i en situation, hvor man ikke kan give sit barn mad uanset, hvor lille den mængde mad så er.

Den lille mavse

Jeg var naiv, da vi gav de første flasker. Jeg troede, at nu ville gråden stoppe. Nu ville min søn blive mæt, og alt ville blive godt. Gråden stoppede ganske vist, men ret hurtigt startede en anden slags gråd. Den gråd, der fortæller, at maven gør ondt. Den startede sådan cirka, da Kresten var 13 dage gammel, og blev ved til han var lige knap 12 uger. Det var forfærdeligt. Forfærdeligt for ham og for os. Da det var allerværst, tog han gerne 5-6 dage om ugen, hvor han skreg 5-6 timer hver eftermiddag/aften indtil, han faldt i søvn grædende. Jeg får det helt fysisk dårligt af at tænke på den tid. Jeg var presset til det yderste. Det var vi alle tre.

Små babyers maver er ikke modnet nok til at bearbejde andet end modermælk og da slet ikke komælk, som konventionel MME er lavet på. De små maver går oftest helt i stå, og mange flaskebørn har brug for fast afføringsmiddel i kortere eller længere perioder. Først forsøgte vi med at give 1-2 flasker syrnet MME sammen med den almindelige, men det resulterede bare i eksplosive gylpe-episoder. Så det stoppede vi med efter en uges tid. Så startede vi op først med Movicol, og da det ikke virkede, skiftede vi til Laktulose. Det virker, og lige nu har vi en god balance, hvor Kresten har afføring cirka hveranden dag uden at skulle presse og uden mavekneb.

Hvad gør vi så nu?

Vi kommer ikke til at give Kresten grød eller vælling, fordi vi gerne vil benytte BLW (baby led weaning) metoden til at introducere Kresten til mad. Det kan man sagtens gøre selvom, man ikke ammer. Det betyder også, at vi kommer til at give flasker og MME noget længere end de typiske seks måneder. Hele pointen med BLW er, at barnet selv får lov til at styre afvænningen fra mælk, om det så er brystmælk eller MME. Jeg glæder mig simpelthen sådan til at komme igang med BLW – jeg har set både min nevø og en god venindes pige køre BLW, og det er bare en fest. Vi må dog vente, til Kresten kan sidde selv og BLW-babyer er typisk omkring seks måneder, når de begynder at blive introduceret til mad. Mere om det i et andet indlæg…

Der er altså ikke noget “bare” over flasker eller flaskebørn. De er ikke nødvendigvis nemmere end børn, der bliver ammet, men de er heller ikke sværere. Der er bare nogle andre ting, man skal være opmærksom på. Når vi engang er klar til en 2’er, så går vi ind i det med en masse erfaringer, vi ikke havde sidst. Jeg vil forsøge at amme, men hvis det ikke går, vil vi ikke være helt på bar bund i forhold til det med flaskerne. Det må simpelthen være en fordel. Så er det heller ikke så skræmmende, hvis amningen går helt i vasken. Der er dog ingen tvivl om, at jeg helst vil amme mit næste barn, og som sagt gør det stadig ondt, at jeg ikke ammer Kresten. Jeg ville ønske, mit barn ikke var et flaskebarn, men når det ikke kan være anderledes, så er det faktisk helt ok. Kresten er dejlig uanset, hvilken mælk han drikker.

1+

4 Comments

  • Camilla

    Klap dig selv på skulderne Malene. Du er en god mor og du gjorde det du mente var bedst i den givne situation. Og så lige en lille tilføjelse begge mine 100 % ammebørn har også skreget mellem 2-5 timer hver dag dag fra de var omkring 2 uger til de var 12 uger ish.

    0
    • Malene

      Mange tak for den søde kommentar 🙂 det er simpelthen så hårdt når de græder så meget og helt magisk, når de stopper igen!

      0
  • Elisabeth

    Hej Malene, jeg sidder også her og måtte give min datter hendes første flaske igår 11 dage gammel. Hun tog heller ikke på. Dejligt at læse at jeg ikke er den eneste der synes det er svært og en stor sorg ikke at kunne amme sit barn.

    0
    • Malene

      Hej Elisabeth, det er du slet ikke. Jeg tror, det er vigtigt, at man giver sig selv lov til at mærke den sorg, men også husker sig selv på, hvor fantastisk det er, at vi lever i en tid og i et land, hvor vi kan give vores børn flaske. I de første 11 dage, har din datter fået den mælk, du kunne give hende og det er bestemt ikke ingenting. En god mor sidder virkelig ikke i brysterne, selvom det nogle gange kan føles sådan, og min søn stortrives i dag, hvor han faktisk lige præcis er fem måneder gammel. Vi har også masser af nærvær og hygge, når han får flaske, som ellers var noget af det, jeg var bange for, at vi gik glip af ved ikke at amme.

      0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *