Anmeldelse,  BumGenius,  Moderne Stofbleer

BumGenius Elemental AIO

Jeg har testet BumGenius bleer for Ko og Ko, og har allerede lavet en anmeldelse af deres lommeble Original 5.0. Den kan du læse her. Nu er det blevet tid til at skrive lidt om deres bud på en AIO-ble, som de kalder Elemental. Jeg tjener ikke noget, hvis du køber noget via links i indlægget her. Jeg har ikke fået penge for at lave anmeldelsen, jeg har blot fået bleerne til test. Mine holdninger er helt og aldeles mine egne som altid. Hvis du støder på begreber eller ord, som du ikke kender, så husk at tjekke min stofble ordbog, og ellers er du mere end velkommen til at spørge i kommentarfeltet. 

Som en ekstra lille notits her inden, du læser anmeldelsen, så er det altså altid vigtigt, at man som læser af en anmeldese husker, at de er 100% subjektive. Selvom mine meninger og holdninger aldrig vil være farvet af, om jeg har fået bleerne til test eller købt dem selv, så er det stadig ikke sikkert, at det jeg oplever, vil være det du oplever. Pasform handler f.eks. altid om formen på ens baby, og derfor er det ikke sikkert, at du vil opleve samme fit, som jeg gør på en ble. Det jeg prøver at sige er, lad være med at gå ud og købe 20 af en bletype/mærke bare fordi, du ser en god anmeldelse af den i en blog eller på YouTube. Start ALTID med at teste en enkelt eller to på din baby 🙂 

En ægte AIO

Hvad er en AIO-ble? Definitionen må helt simpelt være, at alt er i ét stykke, så der ikke skal sættes flere dele sammen for at danne en færdig ble. Det tætteste, man kommer på en engangsble blandt stofbleer, fordi den bare kan puttes på og smides til vask i ét stykke. Den definition lever bleen her fra BumGenius helt og aldeles op til med PUL på ydersiden og absorberende materiale, der sidder fast, indvendigt. Det er bare ikke alle AIO-bleer, der lever helt op til dette, men det er et emne helt for sig til et andet indlæg. BumGenius Elemental er uden tvivl en ægte AIO ble.

De tørre facts

Bleen kan købes hos Ko og Ko for 219 kroner. Det er en udemærket pris for en AIO-ble. Til sammenligning koster Thirsties natural AIO 239 kroner. Det er i det prisleje, de fleste AIO’s i god kvalitet ligger. Det man betaler for er netop bekvemmeligheden i en AIO og så både i tilfældet med Elemental og Thirsties Natural, at det er lækre naturmaterialer, der er mod babys hud.

Bleen fås kun med knaplukning og altså ikke velcro. Det er jo en smagssag, og herhjemme er vi glade for knapper. Der er to rækker knapper i taljen med ti knapper i hver og tre rækker knapper til at justere højden i bleen, der altså kan have tre forskellige indstillinger fra helt knappet ud til helt knappet i.

Når bleen er i helt knappet ud og altså størst, måler den cirka 21 cm i bredden i taljen og 20 cm i højden. Mindst mulig størrelse er cirka 11 cm i taljen og 15 cm i højden. Mellem benene er den cirka 12 cm bred, men det bliver jo mindre, da den bøjes og former sig efter babyen, når siderne kommer ind i bikinilinjen.

Hvad er den lavet af?

I Elemental bleen, er der tale om en ble af høj kvalitet. BumGenius har kræset om detaljerne og udvalgt materialer af høj kvalitet. Der er ingen tvivl om, at det er Rolls Royce’n blandt blandt de bleer, de producerer. Det er heller ikke noget, BumGenius selv forsøger at skjule. 

Bleen er lavet af en blød PUL på ydersiden, mens der mod babys hud er ren og blød økologisk bomuldsjersey. Der er syet to lag i selve skallen, mens det fastsyede indlæg i bleen har yderligere tre lag sug. Indlægget er syet fast i begge ender af bleen, og kan foldes alt efter, hvor der er behov for mere sug. Her vil der så være i alt otte lag sug. Det er smart, og jeg synes, det er nemt at folde, så det ligger klart til den, der senere skal putte bleen på baby.

Jeg kan personligt rigtigt godt lide naturmaterialer mod min søns hud. Jeg har bestemt staydry bleer, som jeg holder meget af, men det føles bare meget mere lækkert at putte bleer som denne på Kresten. Jeg ved i hvert fald, hvilken af de to materialer, jeg selv ville foretrække at have direkte mod min hud. Så det er klart et plus i min bog, at der ikke er noget staydry i bleen. Hvis man ønsker staydry kan man med fordel lægge et tyndt lag af det omkring tungen i bleen.

Absorptionen og fit

Der er som sagt fem lag sug i skallen og indlægget, og op til otte lag, når man folder indlægget dobbelt. Det er man næsten nødt til at gøre for at indlægget ikke skal ligge og krølle underligt i bleen. Man kan med fordel gøre det i babyens “vådzone”, altså det område i bleen, der bliver mest våd, når baby tisser. I Krestens tilfælde er det klart forrest i bleen, så jeg folder det som vist på øverste billede her. Har man en pige, ville det formentlig være en fordel at folde det på midten som vist på nederste billede.

Bleen har indkapslede rulleelastikker som dem i Smart Bottoms bleerne. Det skal man lige være opmærksom på. Det betyder nemlig, at hvis man ikke får tjekket, at de sidder korrekt omkring benene, og der måske stikker lidt bomuldsmateriale ud, så vil man uden tvivl have en lækage inden næste bleskift, fordi det leder væsken udenom PUL’en. Når bare, jeg er opmærksom på lige at tjekke det det, så har jeg ingen problemer med lækage i denne ble.

Kresten er jo EC-barn og det betyder, at han meget sjældent laver afføring i sine bleer. Derudover er han flaskebarn, så han har heller ikke den tyndeste afføring, når det endelig er. Sådan en rigtig tynd gang ammebæ kunne måske have svært ved at blive inde i bleen, fordi der kun er én barriere og ikke dobbelt som f.eks. på Thirstes lommebleer. Det er en smagssag og det handler langt hen ad vejen om, at man finder ud af at få bleen sat korrekt ind i bikinilinjen og ikke for løst/stramt. Husk at det er helt ok med “strømpemærker” efter en ble har siddet på, så længe de ikke er hidsigt røde og tager lang tid om at fortage sig – tænk rød som, hvis du har haft en elastik siddende for stramt om dit håndled.

Jeg synes, bleen sidder godt på Kresten og den er faktisk ok smal mellem benene. Den passer også rigtigt fint på Krestens massive lårbasser og den fylder ikke meget på numsen. Bleen fås kun med knaplukning, og det er ikke noget problem her. Jeg foretrækker knaplukninger over velcro. Jeg kan dog godt se, at det måske ville være rart med mulighed for velcro, fordi det nok ikke bliver en ble, som jeg sender med i institution eller hjem til bedsteforældrene, når den tid kommer. 

På det følgende billede, kan i se bleen på Kresten, og hvordan de indkapslede elastikker sidder optimalt på ham. 

Er den pæn?

Bleen, jeg fik er med printet MidCentury. Det er helt ærligt ikke et print, jeg selv ville have valgt. Jeg har derimod selv købt printet Wolfgang, og det er jeg glad for. Min mand elsker klassisk musik, og har taget mig med til flere koncerter blandt andet med Odense Symfoniorkester. Jeg nyder det også, men det er ikke noget, jeg selv sætter på, når jeg går rundt derhjemme. Jeg er kommet hjem flere gange fra at handle ind, hvor Tommy så sidder med Kresten og har sat noget klassisk musik på i baggrunden, mens de hygger. Det betyder noget for ham, at Kresten også får muligheden for at holde af klassisk musik. En af de melodier, han har spillet for ham er “Twinkle Twinkle Little Star”, som også er melodien til “ABCDEFG”, og som Mozart har lavet flere variationer af. Så da jeg så Wolfgang printet med noderne og “Twinkle Twinkle Little Star”, så var der ingen tvivl om, at det var det print, jeg skulle supplere med. Om Tommy blev helt så entutiastisk over printet, som jeg gjorde, det kan der godt være lidt tvivl om.

Nøjagtigt som i min anmeldelse af BumGenius Original bleen er jeg nødt til at sige, at jeg har set sødere prints hos andre brands. Det er som om, de er en smule bagud på deres prints og ikke så skarpe på, hvad der er “moderne” lige nu. Selvom det langt fra skal være den eneste grund til at vælge en specifik ble eller et mærke, så er det alt andet lige en faktor, der kan spille ind for nogen. Jeg er så glad for bleen her fra BumGenius, at jeg helt ærligt ville ønske, at de havde nogle andre og mindre grafiske prints.

Et lille tip

Det kan nogle gange være lidt tricky lige at finde ud af, hvordan man skal tørre sine stofbleer optimalt. Da dette er en AIO ble, hvor indlæggene sidder fast i bleen, kan den ikke tåle at komme i tørretumbleren. Det kan ødelægge PUL’en. Én gang eller to tager den formentlig ikke skade af, men gentagne ture i tørretumbleren slider for meget på PUL.

Bleer som denne kan tage ret lang tid om at tørre på en snor selv i solskin. Man kan bare hænge den som alle andre bleer og så tager det måske et døgns tid, men man kan også hænge den som vist på billedet. Det skaber luft mellem indlæg og skal. På den måde tørrer bomulden i skallen betydeligt hurtigere. 

Min vurdering

Det er vist ikke nogen overraskelse, at jeg er ret glad for denne ble. Den er lækker, høj kvalitet og den sidder godt på Kresten. Det er da også grunden til, at jeg ikke kunne lade være med at købe en ekstra. Det er nok min yndlings “ægte” AIO, fordi den tørrer relativt hurtigt og lader til at kunne passe Kresten i lang tid. Prisen er også rigtig fin materialerne taget i betragtning. 

For mig er det lidt oplagt at sammenligne den med Thirsties Natural AIO, og der vinder BumGenius Elemental altså. Jeg synes, Thirsties bleen er stiv og nemt giver dumme mærker på Krestens lår, hvorimod Elemental bleen smyger sig fint på Kresten og virker mere smidig. Igen må jeg bare sige, at det er en smagssag, og hvad der fungerer for mig på min baby, fungerer ikke nødvendigvis på din baby. Det handler enormt meget om, hvordan de dejlige deller på babyen er proportioneret, hvordan pasformen er på baby.

Der er god variation fra den mindste størrelsesmulighed til den største. Nu har jeg bare efterhånden bleer nok til tre dage uden vask, så det giver ikke mening at købe flere. Ellers kunne jeg godt have fundet på at købe et par ekstra af denne ble. Måske, hvis de en dag laver et smukt print, jeg ikke kan stå for… Så må i bare ikke fortælle det til tommy 🙂 

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *