Efterfødselsreaktion,  Hverdagsliv

En sommeraften

Da solen var ved at gå ned, gik jeg en tur ud i vores have. Endelig var temperaturen til at holde ud hjulpet godt på vej af en kølig sommerbrise. Jeg stod med mine tæer plantet i græsset og nød følelsen og stilheden. Jeg fik lyst til at dyrke yoga, sætte mig ned i græsset eller måske ligefrem sove under den åbne himmel i en såkaldt dansk tropenat. I stedet stod jeg bare og nød vinden og tankerne. Jeg parkerede især tanken om yoga i græsset et sted i mit hoved på en liste over ting, jeg skal nyde i vores have. Gerne flere gange.

Da jeg havde stået der lidt, gik jeg ind igen og satte mig på sofaen med min mand. Jeg fortalte ham, at det var helt fantastisk i luften og haven udenfor. Han rejste sig op og ville en tur derud sammen med mig. Så jeg snuppede babyalarmen og luntede efter ham. Vi gik rundt på græsset sammen med Obimis, der altid nyder, når vi går rundt sammen udenfor. Han smyger sig gerne om vores ben og løber glad efter os. Som om han ved, at nu går vi en tur og inspicerer territoriet sammen.

Vi nød solnedgangen sammen alle tre, og vi satte os på stenene på vores terrasse. Herfra har vi endnu et godt udsyn over det meste af kvarteret, fordi folk endnu ikke har bygget på grundene lige omkring os. Mens vi lå på de kølige sten, så vi venus stå op ude over marken. Vi snakkede om, at det er lidt mærkeligt, at vi for et år siden kunne gå rundt her på grunden og kun se omridset af vores hus. Drømme om, hvordan dimensionerne ville være, når huset stod færdigt. Altsammen med en lille Kresten i min mave.

Mens vi lå der, følte jeg mig lykkelig. Jeg fortalte det til Tommy. Jeg fortalte ham, at jeg er så taknemmelig for de ting, jeg har i mit liv takket være ham. Jeg er taknemmelig for ham. Og jeg er lykkelig. Det er sgu da meget godt klaret på sådan en stille torsdag aften. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan føle den lykke og taknemmelighed lige nu. Det må betyde, at noget går i den rigtige retning inden i mig. Noget er ved at falde på plads. Lande et nyt sted. Måske er jeg på vej til at finde mig selv igen.

Tommy ville gerne have taget et billede af den smukke, kølige sommeraften. Ingen af os havde taget mobilen med ud. Ingen af os rejste sig for at hente den. Det må være et minde, vi gemmer i vores tanker, sagde han. Og hvilket skønt lille minde, det er.

2+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *