Efterfødselsreaktion,  Mødregruppe

Utilstrækkelighed

Jeg føler mig utilstrækkelig. Måske ikke altid, men mindst én gang dagligt, føler jeg, at jeg ikke gør noget godt nok. Så mange af jer, der følger med på Instagram og bloggen, skriver også, at i ofte føler jer utilstrækkelige. Jeg tror ikke, det er en tendens, jeg først har fået efter, jeg er blevet mor, men jeg er sikker på, den er blevet forstærket. Det kan være helt små hverdagsting, men det kan også være det hele. Jeg er en utilstrækkelig mor. Jeg er en utilstrækkelig kæreste. Jeg er en utilstrækkelig datter. Jeg er en utilstrækkelig veninde. Rationelt ved jeg godt, at jeg ikke kan være 100% hele tiden og slet ikke indenfor alle områder. Det forhindrer bare ikke min indre stemme i at fortælle mig, at det stadig ikke er godt nok.

Det er en livskrise at blive mor, sagde min psykolog. Det lyder måske voldsomt, men jeg tror det er meget rigtigt. Det er ikke negativt, men det er så sigende i forhold til den massive omvæltning, det er. Det, at blive mor (eller far), påvirker alle andre relationer i ens liv på ét øjeblik. Man tror, man ved, hvad man har i vente. Man tror man ved, at det vil betyde mindre tid til veninderne og mindre søvn, men man ved bare slet ikke, at det betyder, at hele ens identitet ændres, og dermed også alle ens relationer. Folk omkring en skal “kun” lære den nye identitet og dermed relation at kende fra deres side, men moderen på den anden side af livskrisen, skal lære både sig selv og samtlige relationer i sit liv at kende på ny.

Selvom det ikke føles sådan, og selvom det måske er startet med en amning der gik skævt efterfulgt af, at Kresten græd, så er jeg i samarbejde med min psykolog kommet frem til, at det er den store omvæltning i at blive mor, der har skubbet til mig. Livskrisen, og den medfølgende utilstrækkelighed, har været med til at udløse min efterfødselsreaktion. Jeg fodrer så utilstrækkeligheden ved hele tiden at slå mig selv i hovedet med ting, jeg ikke gør godt nok. Men godt nok i forhold til hvad? Hvem sætter standarden? Ingen andre end mig selv, og det skal jeg stoppe med.

Jeg skal acceptere min nye identitet. Jeg skal kigge på mit barn og se, at han trives. Stortrives. Jeg skal kigge på min mand og se, at han elsker mig. Jeg skal se, at mine veninder stadig er her. Men vigtigst af alt, så skal jeg kigge på mig selv og sige: “Du er tilstrækkelig. Du er den bedste mor for Kresten. Du er en god veninde. Du er en god hustru. Du er en god datter. Du er god nok!”. Jeg skal stoppe med at skælde mig selv ud hele tide og forvente, at jeg er uudtømmeligt kar af energi. Det er der ingen, der er eller nogensinde har været. Ingen.

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *