Efterfødselsreaktion,  Hverdagsliv

Jeg er nødt til at indrømme noget

Der er noget, jeg går og tumler med, som jeg gerne vil være ærlig omkring, men som jeg på en måde skammer mig over. Det er så dumt, for jeg ved jo, at vi mennesker er så forskellige med forskellige behov og ønsker. Noget jeg aldrig ville drømme om at dømme en anden mor for. Alligevel er jeg er bange for at blive stemplet som en dårlig mor, fordi jeg ikke kommer til at være hjemmegående mor. Jeg tror, at jeg på en måde har presset mig selv unødvendigt de sidste fire måneder med tanker om, at der må være noget biologisk galt med mig, fordi jeg glæder mig til at arbejde igen. Fordi jeg ikke har et brændende ønske om at være hjemmegående. Fordi jeg ved, jeg vil mistrives som hjemmegående mor. Tænk sig, jeg har sagt til mig selv, at jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke lever op til det? Det er nødt til at stoppe, og derfor er jeg også nødt til at være ærlig, mest af alt overfor mig selv om, at jeg altså ikke kommer til at være hjemmegående mor. Det er ok. Jeg er stadig en god mor!

Jamen, hvorfor ikke?

Det er der flere grunde til, og ja økonomi er én af dem. Vi bor i et nybygget hus, som vi er utroligt glade for, og som vi mener, kommer til at danne gode og trykke rammer om vores familie de næste mange år. Det er en prioritering, vi har valgt, fordi det betyder noget for os. Jeg har fuld forståelse for, at andre har andre prioriteter og alligevel er jeg bange for, at andre ikke vil forstå vores eller måske nærmere, ikke vil respektere dem. Jeg er bange for, at folk vil kalde mig egoistisk, fordi jeg har valgt at binde mig til mursten, men i min verden, er det noget, jeg også har gjort for mine børn. Ligesom den by og det område, vi har valgt at bo i, er valgt primært med børn i tankerne. Det er ikke egoistisk.

Det betyder dog, at jeg er nødt til at arbejde. Her kom så endnu en lille pyntning på sandheden fra min side. Jeg er ikke bare “nødt” til at arbejde af hensyn til vores budget, jeg er også “nødt” til det, fordi jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker at arbejde. Engang identificerede jeg mig nærmest med min titel som sygeplejerske. Det gør jeg ikke længere. Det er nok meget sundt, men det ændrer ikke på, at mit arbejde stadig betyder meget for mig. Det kribler allerede i mig for at skulle tilbage til det igen. Det betyder ikke, at det ikke også gør lidt ondt indeni mig, at tænke på, når Kresten skal starte i institution. Man kan godt føle flere ting, der lidt modsiger hinanden på én gang. Jeg tror på, at vi kan finde en middelvej i vores familie, hvor der er plads til begge følelser. Sådan så, jeg ikke skal slukke helt for hverken min lyst til at arbejde eller min rolle som mor. Nuancer i livet er så utroligt vigtige – jeg kan ikke trives i en sort/hvid eller ensfarvet verden. Jeg har heller ikke lyst til, at mine børn skal lære, at verden er sort/hvid.

En mors behov og trivsel

Mine behov og vores løsning betyder ikke, at jeg ikke anerkender, at det bestemt er et fuldtidsarbejde, og måske endda mere end det, at være hjemmegående forælder. Det betyder bare, at det ikke er et fuldtidsarbejde, jeg på nogen måde ville trives i. Det sidste er så vigtigt, for hvis ikke forældrene trives, hvordan skal barnet så kunne trives? Jeg er med på, at det ikke er Krestens behov, men derimod mit behov, at han så kommer i institution, men hvorfor skal mine behov ophøre med at eksistere eller anerkendes, fordi jeg bliver mor? Hvis jeg trives med at arbejde, har jeg også automatisk mere overskud til at være den bedst mulige mor for Kresten. Hvis jeg derimod går hjemme og mistrives hver eneste dag, så kommer det også helt uundgåeligt til at skinne igennem i min relation til Kresten. Mine behov skal selvfølgelig ikke dominere eller overtrumfe alle Krestens behov, men det er jo heller ikke tilfældet her. Kresten kommer til at blive overdynget af kærlighed, nærvær og omsorg fra mig, og ikke mindst fra sin fars side. Planen er heller ikke, at jeg skal arbejde 37 timer/ugen. Det ønsker jeg ikke, og det er heller ikke nødvendigt.

Min egen erfaring

Jeg er vokset op med en mor og far, der begge arbejdede. Jeg fik en nøgle til vores hus engang i 4. eller 5. klasse. Jeg kan huske, at en klasselærer dengang sagde, at når man havde det, var man “nøglebarn”. Jeg kunne forstå, at hun mente det negativt, men det forstod jeg ikke, for jeg var selv skide stolt af, at jeg kunne gå hjem efter fritteren og låse mig selv ind og være alene hjemme. Dermed ikke sagt at Kresten skal det samme, men bare for at sige, at jeg personligt ikke kan huske nogle negative ting ved, at mine forældre begge arbejdede, eller at jeg for den sags skyld kom “tidligt” i dagpleje. Jeg har ikke udviklet angst, og de skavanker, jeg har, stammer fra helt andre ting som f.eks. grim mobning i folkeskolen. Jeg kan kun trække på mine egne erfaringer, og de er altså ikke negative.

Det, min mor har lært mig, er ikke kun, at kvinder kan arbejde på lige fod og med samme værdi som mænd. Hun har også lært mig store værdier som arbejdsglæde og passion. Det har min far selvfølgelig også været med til, men hvis min mor havde følt sig tvunget til at passe mig og min søster hjemme, havde jeg lært noget andet. Jeg havde set min mor i mistrivsel. Jeg havde set hende uden den glød i øjnene, hun får, når hun snakker om sit arbejde. Jeg er så skide stolt af hende, når jeg ser, hvor langt hun er nået i sin karriere i dag. Hun er ret badass! Alt det tror jeg også, man kan lære sine børn ved at være hjemmegående, men kun hvis det oprigtigt er noget, man trives i. Hvis man ikke trives i det, så vil man lære sine børn om mistrivsel og total tilsidesættelse af sine egne behov for andres –  det samme ville være tilfældet, hvis man var i et arbejde, man ikke trivedes i, fordi man skulle. Det tror jeg ikke, er sunde værdier at lære sine børn. Det ville blive det, mine børn fik at se, hvis jeg valgte hjemmelivet.

Please don't hate me

Jeg ser, føler, respekterer og anerkender alle de skønne hjemmegående forældre, som jeg følger, og som også følger mig på instagram. En del af mig, ville ønske, at jeg kunne leve det liv, i lever. Det kan jeg bare ikke, og jeg tror også på, at der skal være plads til, at vi ikke alle behøver leve ens.  Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi lærer vores børn, at vi ikke alle behøver passe ned i den samme kasse – uanset om den kasse så er hjemmegående, arbejdende eller marsboende. Så jeg håber selvfølgelig, at i allesammen vil fortsætte med at følge med, men hvis ikke, er det også helt ok. Jeg er stadig en EC- og BLW praktiserende stofblemor! 

Så, there you have it. Jeg kommer ikke til at være hjemmegående mor med mine børn. Nu er det ude, og jeg vil ikke skamme mig over det mere. Nu vil jeg skrive et par ansøgninger færdige, og få sendt dem afsted. Det er så spændende, hvad jeg ender med at arbejde med på den anden side af min barsel, der heldigvis varer nogle måneder endnu…

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *