Efterfødselsreaktion,  Hverdagsliv,  Mødregruppe

En form for status

I dag følte jeg mig pæn. Jeg følte mig faktisk smuk. Det er et dejligt sted at være, selvom jeg på ingen måde er landet i eller hviler i min krop her syv måneder efter fødslen. Det har været så voldsom en oplevelse og tid, at min krop helt ærligt har haft den laveste prioritet på listen. På et tidspunkt når jeg måske til et sted, hvor jeg har lyst til at forholde mig til min krop igen, lære den at kende påny og i sidste ende acceptere den. Men for nu er jeg så altså alligevel så nuanceret, at jeg godt kan føle mig smuk.

Ja, jeg havde taget lidt makeup på, men det har altid været en nydelse og noget, jeg gør for mig selv og ingen andre. Jeg slapper af, når jeg ligger makeup og jeg kan lide at være god til det. Jeg elsker makeup! Jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at det er et godt tegn, at jeg har lyst til at lægge makeup. For når jeg er presset og bruger al min energi på at holde mig oven vande, som jeg har gjort i et stykke tid, så er det ikke noget, jeg har lyst til. Der er altså noget, der går den rigtige vej. Den Gamle Malene er ikke helt væk, og selvom jeg ved, hun er nødt til at indfinde sig sammen med Malene-der-er-mor, så er det sgu rart at vide, at her også er plads til hende Den Gamle. 

Da jeg sad og kiggede på billedet her af mig selv fra i dag, tænkte jeg på, hvornår jeg sidst havde grædt. Sådan rigtigt grædt, som jeg har gjort, når min efterfødselsreaktion har været for meget. Når Tommy har taget over, og jeg har følt mig allermest utilstrækkelig. Jeg måtte ligefrem tænke over, hvornår det var, for det er faktisk et stykke tid siden. Det var den sidste søndag i Tommys ferie, og jeg frygtede mandagen og hverdagen. Jeg frygtede at skulle undvære min klippe, at det igen ville blive tydeligt, hvor utilstrækkelig jeg er. Jeg græd på den der “ugly crying” måde.

Men mandagen kom og gik uden tårer. Ja, det har været hårdt, og der er dage, hvor jeg nærmest står med Kresten i strakte arme ud mod Tommy med det samme, han kommer ind ad døren, men jeg har ikke grædt. Jeg har ikke følt den der lammende følelse af utilstrækkelighed. Faktisk har jeg i stedet følt mig stærk, og jeg kan mærke, at min relation til Kresten er helt fantastisk. Vi griner og leger os igennem dagen – han græder lidt, når han bliver utilfreds, men jeg kan være i det. Jeg kan rumme ham. 

Så ja, det var vel egentlig bare det, jeg ville sige. I dag har jeg følt mig smuk, og status er, at jeg kan mærke, at jeg har det bedre. Tør jeg måske ligefrem sige, at jeg er ved at trives i min rolle som mor?

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *