Fødsel,  Nyfødt

Min fødselsberetning – Del 1

Jeg havde helt fantastisk fødsel. Det var så stort, voldsomt, smukt og bare den største fysiske præstation, jeg nogensinde har bedrevet. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg allerede samme aften tænkte, at det glædede jeg mig til at gøre igen. Ikke for at få en baby mere, eller fordi jeg som sådan nød graviditeten, men bare for oplevelsen af selve fødslen. Den ville så nok bare ikke være så fantastisk, hvis ikke den resulterede i, at man fik en lille blød klump kærlighed og alle de medfølgende oxytociner. Vi havde som bekendt et hæsligt ammeforløb, men fødslen var fantastisk og det glæder jeg mig over. Der skal være plads til både de fantastiske og de dårlige historier, synes jeg, og her kommer så en af mine fantastiske historier. 

Forberedelserne

Jeg havde ikke rigtigt gået til noget fødselsforberedelse inden fødslen. Som i historien om vores ammeforløb, hvor vores flytning i slutningen af graviditeten helt klart gjorde noget for kontinuiteten, gik det altså også udover fødselsforberedelsen. Vi kunne ikke rigtigt nå at være med i Odense Kommune, og når vi var landet i Billund, ville det næsten være for sent at starte der. Så jeg valgte at gå til fødselsforberende yoga hos min veninde i Odense, og så samtidig læse bogen “Smertefri Fødsel”. Jeg ville måske gerne have tager et af deres kurser, hvis ikke der bare var for langt til Aarhus for en højgravid kvinde. Jeg blev ved med at udskyde at tænke for meget på selve fødslen. Lidt naivt tænkte jeg måske, at det skulle nok gå. Kvindekroppen er skabt til at føde, og de sundhedsprofessionelle omkring mig, ville guide mig og passe på mig. Jeg er også ret god til at putte ting i kasser og på den måde berolige mig selv i pressede situationer. Om det er noget, jeg er blevet god til på grund af mit arbejde, eller om jeg er god til mit arbejde på grund af det, det vides ikke. Uanset hvad, tænkte jeg, at det nok skulle gå, og at jeg ville tage det, som det kom uden for meget forberedelse. Lidt den samme holdning, jeg har haft til mere eller mindre hele min gymnasietid, men det er en anden sag.

Det viste sig, at “Smertefri Fødsel” passer meget godt ind i min måde at håndtere smerte og stress. For mig giver det god mening, at man forsøger at være i smerterne og arbejde med dem ved hjælp af vejrtrækning og visualisering. Jeg ved, at man ikke på magisk vis kan få smerter til at gå væk ved at trække vejret, men det gav god mening for mig, at man bedre kunne være i dem, hvis man accepterede dem og forsøgte at følge dem i stedet for at modarbejde dem. Jeg fik dog slet ikke fulgt øvelserne så punktligt, som jeg ville – det vil jeg dog uden tvivl gøre mere i næste gang, for det var virkelig gavnligt og brugbart for mig. Jeg trak på den viden bogen gav mig om faserne i en fødsel, vejrtrækningen og metoder til at slappe af, som også Tommy kunne være behjælpelig med. Så selvom jeg ikke havde nogen specifik form for fødselsforberedelse, havde jeg en mental forberedelse i bogen og en fysisk forberedelse i de yogatimer, jeg havde hos min veninde.

De sidste måneder af min graviditet, faktisk helt tilbage i august/september, begyndte jeg at have slemme plukveer. Jeg var på OUH et par gange for at få målt bånd, og blev jo også fulgt lidt tættere, fordi jeg havde graviditetsbetinget diabetes. Til sidst blev de lidt bekymrede over, at min livmoderhals var til den korte side, og jeg blev sygemeldt. Jeg skal ikke kunne udelukke, at det var min krop, der sagde fra overfor det enorme pres, det alligevel har været at arbejde skiftende vagter 37 timer/ugen samtidig med, at man er ved at flytte til en anden landsdel. Set i bakspejlet pressede jeg virkelig mig selv til det yderste sidste vinter. Plukveerne blev mildere, da jeg blev sygemeldt, men de forsvandt aldrig, og der skulle ikke meget aktivitet eller stress til, før de kom igen. Det var skide irriterende, og jeg følte mig meget begrænset af det.

At flytte under en graviditet er noget rod. Det kan vi skrive under på. Min diabetes, der var kostreguleret under hele graviditeten gjorde dog, at vi blev fulgt lidt tættere end andre. Vi fik også lov til selv at vælge, om vi ville føde i Kolding eller Odense. I forhold til amningen ville jeg virkelig ønske, vi havde valgt anderledes, men vi valgte OUH. Primært fordi, jeg har arbejdet der siden 2011 og derfor kender stedet rigtigt godt og følte mig tryg der, men også fordi, vi fejlagtigt tænkte, at de kendte mig bedre der og det ville sikre mere kontinuitet (haha). Det gav dog en form for ro, at der var én ting, vi vidste med sikkerhed i forhold til fødslen og det var, hvor den skulle finde sted. Flere sagde til os, at det var modigt, at vi ville køre fra Billund til Odense, mens jeg havde veer, men igen meget naivt tænkte vi, at det nok skulle gå. Hvis det blev for intenst eller det gik for hurtigt, ville vi jo blive omdirigeret til enten Kolding eller Esbjerg.

Tålmodighed er en dyd...

Det er bare en dyd, jeg aldrig har pralet af at besidde. Terminsdatoer er lidt noget pjat, fordi man meget hurtigt kommer til at halse efter en bestemt dato. Man burde måske bare have en terminsuge eller bedre endnu en terminsmåned. Der er jo et vindue på fire-fem uger, hvor man kalder det at føde til tiden, selvom det er før selve terminsdatoen. Uanset hvad, så var min terminsdato d. 19/1-2019. Vi flyttede til Billund i december 2018, og brugte hele den måned på at komme på plads og holde jul. I mit hoved var “reglen” bare, at jeg ikke ville føde i 2018. Han skulle først komme i januar for vi havde simpelthen ikke tid før.  Jeg kunne af gode grunde heller ikke rigtigt “bygge rede” før vi var flyttet. Jeg havde jo ikke noget at bygge rede i. Så det skulle december gå med.

I december begyndte min krop også for alvor at drille mig med plukveer. Der var en del gange, hvor jeg vågnede om natten og tænkte, at nu var det nu. Det passede ikke ind i min regel, så hver eneste gang blev jeg bekymret. Fokus havde. Så indtil da blev jeg bekymret, hver gang plukveerne kom. Målet var nytårsaften, og da den så kom og gik gik jeg fra bekymring til utålmodighed. Jeg blev irriteret på min krop over, at den blev ved med at give mig de her falske signaler om, at noget var igang. Faktisk har jeg været så irriteret på det, at folk tæt på mig efterfølgende er kommet i tvivl om, om jeg gik over tid, fordi det måtte være tilfældet så utålmodig, som jeg var.

Når jeg snakkede med andre kvinder, der har født, sagde de alle, at man ikke ville være i tvivl, når de rigtige veer kom. Men det syntes jeg, var en nederen ting at sige, for hvad kunne jeg egentlig bruge det til? Jeg følte jo, plukveerne tog til i styrke, men de blev bare aldrig til mere. Lige indtil de så gjorde…

Den 16. Januar

Jeg vågnede om morgenen, inden vækkeuret ringede. Jeg havde en kraftig plukve. Jeg tror, jeg vågnede midt i veen. Fordi jeg var blevet snydt så mange gange i ugerne op til, lod jeg være med at sige noget til Tommy og prøvede at tvinge mig selv tilbage i søvnen. Lidt tid efter kom der en ligeså intens plukve. Jeg startede min timer på telefonen. De var ikke regelmæssige, og der var alt mellem 20-45 minutter mellem dem. Da Tommy vågnede, sagde jeg til ham, at jeg havde nogle anderledes plukveer, som jeg troede måske var starten på noget. Jeg syntes dog alligevel, at han skulle tage på arbejde, for sådan havde jeg tænkt før. Han arbejder desuden ved Lego, så han kunne være meget hurtigt hjemme, hvis det blev nødvendigt.

Da han var kørt, ringede jeg til fødegangen på OUH. Vi blev enige om, at det stadig lød meget roligt, og at vi nok først skulle køre fra Billund, når veerne var regelmæssige og nede på 20 minutters intervaller. Der var vi jo slet ikke endnu, så der kunne nok sagtens gå et døgns tid, sagde jordemoderen. Det er også endnu en ting, man hører rigtigt mange gange som førstegangsfødende: Det tager mindst et døgn fra den første ve inden baby bliver født. Så jeg tog det meget roligt og hoppede i vores badekar som den yndefulde hval, jeg nu engang var.

I badekaret lyttede jeg til podcast og mærkede veerne, men jeg følte de aftog i styrke og der var måske kun en eller to, mens jeg lå i vandet. Jeg begyndte at mærke skuffelsen. Det var sikkert bare endnu en falsk alarm. Efter badet lagde jeg mig ind på sofaen og så One Tree Hill. Obimis hyggede der sammen med mig. Jeg tror, de små dyr kan mærke noget, vi ikke kan, når en fødsel er ved at gå igang. Han var i hvert fald meget kælen og lå ved mig hele formiddagen.

Midt i det hele, kom der nogle kommunale anlægsgartnere ude i vores indkørsel. De skulle lægge nogle fliser på plads i vores indkørsel. Nu kan jeg grine lidt af, hvordan jeg vraltede ud til dem med veer for lige at høre til, hvordan og hvorledes. Jeg havde en forholdsvis bidende ve, mens jeg stod der og snakkede med dem. Det er sgu lidt utroligt, hvad kroppen kan være med til.

Over middag var veerne begyndt at bide godt og grundigt. Jeg måtte et par gange op og stå på alle fire i sofaen, mens Peyton og Lucas kyssede bag Brooks ryg i Tree Hill. Men veerne var stadig ikke regelmæssige og med 20-40 minutters intervaller. Jeg ringede til OUH omkring kl. 14. Den søde jordemoder spurgte, om det var jydsk, når jeg sagde, at det bed godt og grundigt. Jeg måtte jo ærligt sige, at det anede jeg ikke. Jeg havde ikke prøvet at føde før, Jeg anede ikke, om det kunne gøre mere ondt end det. Ondt gjorde det i hvert fald bare og jeg måtte gå rundt og sige lidt lyde, når de kom. Vi blev enige om, at jeg ringede Tommy hjem en halv time senere og så kunne vi køre stille og roligt mod Odense. 

I de 45 minutter, der gik inden Tommy var hjemme, nåede jeg at fortryde, at jeg ikke bare havde bedt ham om at køre med det samme. For pokker, det var begyndt at gøre ondt! Nu var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle snart føde min søn. Tommy kom hjem, og vi fik pakket taskerne ud i bilen og kørte afsted. Jeg timede stadig veerne, og da vi kørte ud af Billund var der 4-5 minutter mellem dem og de var yderst regelmæssige. Det gik pludselig hurtig, og jeg var godt klar over, at det ville blive en meget lang tur til Odense.

Da vi nåede til Vandel lidt uden for Billund, kom vi i tanke om, at mit vand jo ikke var gået endnu, og at det jo sagtens kunne ske på turen. Vores bil er leaset, så vi ville gerne skåne den så meget som muligt. Vi holdt ind ved tankstationen, og fik puttet en dyne mellem mig og sædet – just in case. Jeg tror også, det var mellem Vandel og Vejle, at jeg snakkede med min mor. Jeg havde skrevet til min familie og Tommys, at vi var stille og roligt på vej mod Odense. Jeg kan huske, at da jeg fortalte min mor om de korte intervaller mellem veerne, lød hun lettere bekymret, og fik ondt af mig. Vi havde en lang køretur foran os. 

Vi havde på det tidspunkt en playliste af musik, som var blevet spillet til vores bryllup i december, og det var også bare den, der kom på i bilen. Den var spækket med julemusik, som jeg kan huske, jeg havde overskud til at skippe, når det kom. Enten det eller også var jeg så maks presset, at jeg bare ikke magtede at have veer til “Driving Home for Christmas”. Tommy kom af uransaglige årsager til at køre gennem Vejle midt i myldretiden, og det var virkelig ubehageligt med alle de opbremsninger og veerne. Noget, vi har grinet af sidenhen. Det resulterede dog i, at jeg lige inden et kryds let panisk måtte bede Tommy køre ind til siden. Jeg skulle kaste op. Vi havde ikke pakket nogle plastikposer (genialt!), så det blev vitterligt ud af døren med selen på. Vildt ubehageligt. Jeg har aldrig kastet op af smerte før eller siden. Av! Vi havde heller ikke noget papir med, så jeg måtte tørre mig om munden med en af de gylpeklude, vi havde pakket til baby. Vi havde heller ikke noget vand eller tyggegummi med, men heldigvis var der et gult vicks bolche, som kunne tage den værste smag af bræk. 

Da vi kørte på motorvejen ved Vejle, var vi cirka 50 minutter fra Odense, og jeg var presset. Virkelig presset. Min kloge og rolige mand sagde, at hvis vi vidste veerne var regelmæssige, så kunne vi begynde at tælle veer ned til vi var i Odense. Der ville cirka være 10 veer tilbage. Det virkede, og jeg fik lidt af mit overskud tilbage. Jeg husker ikke så meget andet fra køreturen, fordi jeg var så fokuseret på min vejrtrækning og veerne. Men da vi var cirka et kvarter fra Odense, begyndte jeg at få pressetrang med veerne. Det vidste jeg, at det skulle jeg på ingen måde give efter for. Mit vand var ikke gået og jeg skulle IKKE føde i bilen på motorvejen. Så jeg begyndte at hyperventilere med vilje i et forsøg på at bremse veerne, og for første gang, var jeg en smule bange. 

0

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *