Fødsel,  Nyfødt

Min fødselsberetning – Del 2

Så har jeg fået skrevet den næste del af min fødselsberetning. Der kommer altså ikke rigtigt nogle fine billeder her, for jeg har ikke nogle billeder fra de timer. Det håber jeg, i kan leve med. I blev efterladt ved lidt af en cliffhanger i slutningen af første del. Jeg må også indrømme, at jeg var lidt presset der på motorvejen lidt udenfor Odense. Jeg havde som nævnt ikke været til nogen form for fødselsforberedelse, men jeg vidste dog, at det der med at presse før vandet var gået og inden, jeg overhovedet vidste, hvor åben jeg var, var en dum idé. Jeg var nødt til at kæmpe i mod. Jeg huskede på Smertefri Fødsel, hvor jeg havde læst, at hyperventilation kunne hæmme veerne. Med fuld koncentration på min vejrtrækning, hyperventilerede jeg derudaf og forsøgte at stå imod pressetrangen det sidste stykke vej til OUH. 

Jeg husker ikke særligt meget visuelt fra den sidste del af turen, eller hvad jeg snakkede med Tommy om. Hvis jeg overhovedet snakkede. Det gjorde jeg nok ikke. Set i bakspejlet er jeg simpelthen så imponeret over Tommys ro på den køretur. Jeg ved, han har været bekymret, men han formåede at køre sikkert og roligt og samtidig slet ikke vise mig, at han også var en smule bange. Han er så dygtig til bare at udstråle ro, og det smitter. Med fare for at gentage mig selv, så er jeg bare så glad for ham, og den effekt, han har på mig.

Vi ankom til OUH cirka kl. 16.30. Selvom jeg havde veer og pressetrang, så gik jeg da lige med over til parkeringsregistreringen. Det har jeg grinet af et par gange siden. For der stod jeg med en godt bidende ve, mens vi fik bilen registreret. Jeg tænker, det siger noget om mig og min evne til at putte ting i kasser. For gu’ fanden gjorde det ondt, men så tog vi da bare en pause ved automaten. Vi skulle nok nå det, og jeg ville ikke gå op til afdelingen uden Tommy. Vi kom ind, og tog elevatoren op til fødegangen. Nu var det nu.

På fødegangen...

Vi blev mødt af en sød jordemoder, som tog i mod os og viste os ned til et observationsrum. Sidst jeg snakkede med dem i røret var der jo stadig 20ish minutter mellem veerne, der ikke var helt regelmæssige. De regnede med andre ord ikke med, at jeg skulle føde lige foreløbigt. Jeg fortalte hende ellers om min pressetrang og de hyppige veer, men hun startede ikke lige med at undersøge mig. Jeg fik målt et blodtryk og sat et bånd på maven og så skulle vi ligge der i 20 minutter. Hun var virkelig sød, men jeg forstår ikke helt, at hun ikke kiggede efter, hvor åben jeg var som det første. De 20 minutter gik hurtigt, og Tommy og jeg fik lige lidt tid til at kigge hinanden i øjnene og ryste nervøsiteten fra køreturen lidt af os.

Den var god nok, sagde jordemoderen. Jeg havde regelmæssige veer med 4-5 minutters intervaller, så hun undersøgte mig (endelig) vaginalt. Hun konstaterede ret hurtigt, at jeg var 5 cm åben og altså i aktiv fødsel. Halleluja! Jeg græd ret spontant da hun sagde det. Det var af ren og skær lettelse. For hvis hun havde sagt 1 cm, var jeg gået i panik. Men veerne var effektive, og jeg var god til at arbejde med dem, sagde hun. Så hun ville finde en fødestue til os og gøre den klar. Det var faktisk første og sidste gang, at jeg græd tårer under fødslen. Jeg har normalt let til tårer, så egentlig forstår jeg ikke, at jeg ikke græd mere, men min krop må have haft travlt med bare at registrere og være i alle følelserne og indtrykkene.

Min tidsfornemmelse er lidt sløret fra vi ankommer til OUH, men jeg tror vi var på den observationsstue i en lille times tid i alt. Der var ro på, og vi var spændte. Der var heller ikke travlt i afdelingen, fornemmede vi. Da fødestuen var klar, vraltede jeg ned af gangen mellem to veer. Der kom dog en ret stærk en lige som jeg kom ind på stuen, så jeg måtte læne mig indover lejet og stønnede højt af smerte. Veerne tog tydeligvis til i intensitet. Jeg mærkede to hænder, der begyndte at massere min lænd, men jeg kunne ikke identificere dem. Der sker noget interessant med ens sanser, når man har smerter, eller i hvert fald mine sanser. For jeg husker ikke så mange billeder fra fødslen. Jeg tror, at jeg lukkede ned for mine synsoplevelser for bedre at kunne være i og arbejde med smerterne. Så selvom jeg måske havde åbne øjne, så forholdt jeg mig ikke til det, jeg så. Jeg mærkede bare. Uanset hvad var massagen lindrende, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nok var jordemoderen. Men måtte altså være Tommy, for pludselig stod hun ved siden af mig, og massagen fortsatte.

Ønsker, lavement og karbad

Inden fødslen, havde jeg gjort mig nogle tanker om mine ønsker i forbindelse med fødslen. Jeg havde ikke skrevet dem ned, men jeg havde delt dem med Tommy, og selvfølgelig også haft ham med i forhold til, hvad han kunne tænke sig f.eks. i forhold til navlestrengen. Jeg ville som udgangspunkt undgå smertestillinde og især en epidural. Det er egentlig ikke så meget medicinen, men mere det at få den lagt, som jeg ikke bryder mig om. Jeg har set så mange blive lagt, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville kunne slappe af til det. Lattergas havde jeg ikke noget imod, for det har jeg fået mange gange hos tandlægen og synes ikke, det er så voldsomt. Det snakkede jeg med vores søde jordemoder om. Hun lyttede og hele vejen igennem følte jeg mig hørt i forhold til mine ønsker (bortset lige fra amningen, men den snakker vi ikke om her). Jordemoderen lagde et drop på mig udelukkende som en del af proceduren omkring min graviditetsbetingede diabetes. Det er sikkert på grund af den øgede risiko for svangerskabsforgiftning. Jeg har det ikke super med nåle (ja ja, jeg er sygeplejerske), men hun var god til det, og det gjorde ikke ondt.

Alternativt til smertestillende, ville gerne prøve et karbad. Det gjorde jordemoderen klar imens hun også gjorde karret klar. Kort tid efter kom hun ind med en fosfatindhældning, og jeg blev sgu lidt overrasket. Jeg havde hele tiden forestillet mig, at et lavement ville være en lillebitte klyx, og det virkede en anelse voldsomt på mig. Men ind kom det og jordemoderen sagde kækt: “Hold den gerne ind en ve eller to”. Haha… Jeg formåede at holde den inde i én ve, og så måtte jeg haste ud på toilettet. Jeg lukkede og låste døren bag mig. For godt nok kan jeg tisse og slå prutter foran Tommy uden at blinke, men det her, det skulle han ikke være vidne til. Hvor meget, der var ve og hvor meget, der var lavement, det ved jeg ikke, men det virkede og jeg kravlede ind på lejet igen mindst et kilo lettere. 

I mellemtiden var karret blevet fyldt, og jordemoderen og Tommy hjalp mig ned i det. Jeg sad med ryggen mod Tommy, og så styrede han strålen fra brusehovedet nedover min ryg. Jeg vil ikke sige, at det hjalp på smerterne fra veerne på nogen måde. Men det hjalp mig til at slappe af mellem veerne, at jeg sad i det varme vand. Der er ingen tvivl om, at varme for en til at slappe af, og derfor kan kroppen bedre håndtere smerte, men samtidig tænker jeg, at det også er noget med nogle portceller, som jeg engang læste om på studiet. Det er også en af grundene til, at det faktisk hjælper på smerterne, når en mor eller far puster på et knæ, der har fået en hudafskrabning. 

Ren magi

Cirka klokken 18.30 kom jordemoderen ind til os igen. Her havde jeg siddet i vandet i en lille time. Jeg kan slet ikke huske følelsen af smerterne fra veerne, men jeg kan huske intensiteten, og at den tog til. det var omkring det her tidspunkt, at pressetrangen var blevet så stærk, at nogle af veerne endte i et lille mikropres. Jeg kunne simpelthen ikke holde igen. Mit vand var stadig ikke gået, og vi vidste jo ikke, hvor udvidet jeg var, så jeg måtte ikke presse. Jordemoderen fortalte mig, at jeg var nødt til at komme op fra vandet igen, fordi hun skulle måle et bånd. Endnu en konsekvens af min graviditetsbetingede diabetes (sundhedsvæsnet og deres kasser, i ved). Turen op af badet og ind på lejet gjorde mig presset. Det gjorde ondt, og selvom jeg kunne være i smerterne, så var pressetrangen så enorm, at jeg havde svært ved at kæmpe imod den. Jordemoderen foreslog lattergas, og jeg tøvede ikke med at sige ja tak. 

Det var magisk! Det fjernede på ingen måde smerterne. Veerne bed nøjagtigt lige så meget som før. Jeg kunne stadig mærke min krop og alle sanseindtryk, men jeg kunne på en måde holde dem lidt på afstand. Vigtigst af alt kunne jeg modstå pressetrangen. Det er svært at forklare, hvis man ikke har oplevet lattergas før. Jeg var i hvert fald fan. Det fik jeg også fortalt både Tommy og jordemoderen. Det var noget med, at jeg fik samme fornemmelse i kroppen som hos tandlægen, og det gjorde mig tryg. Jeg ævlede vist lidt.

Jeg stod på alle fire på lejet med røven lige i vejret og albuerne i madrassen, og jordemoderen undersøgte mig igen vaginalt. Baby havde det fint på monitoren, og jeg var nu 9 cm åben og klar til at føde. Hvis altså det ikke lige var for det lille aberdabei, at mit vand endnu ikke var gået. SUK! Så jeg måtte stadig ikke presse og jeg måtte stadig ikke hoppe over på fødelejet. Jeg måtte ikke give efter for min krops trang til at presse. Jordemoderen roste mig igen for at være god til at samarbejde med min krop. Det var åbenbart flot, at jeg var udvidet til 9 cm, men jeg var bare så irriteret på det forbistrede vand, der ikke ville gå.

Igen glider tiden og tingene lidt sammen for mig her, men klokken må være lidt før 19 så knap 2,5 timer efter vi ankom til OUH. Jeg ved, at der skulle måles bånd hveranden time, så det hjælper mig med nogle pejlemærker, men forløbet derimellem glider lidt sammen. Jeg kunne måske læse min journal på sundhed.dk, men det har jeg helt ærligt ikke lyst til. Jeg har ikke brug for at blive mindet om, hvor meget de overså min brystreduktion, og jeg ved, at det vil være mit fokus, hvis jeg læser det. Så jeg lader være, og må nøjes med at sige, at kl. cirka 19 lå jeg på alle fire, 9 cm åben i en seng ved siden af fødelejet med lattergas, ilt og en varm og tryg støtte i min mand ved min side. 

Fortsættelse følger i den sidste og afsluttende del 3…

0

2 Comments

    • Malene

      De overså den ikke, men de tog det slet ikke “alvorligt”. Det står meget mere uddybende i mit ammeforløb, som du kan finde her: https://www.mormedk.dk/category/amning/

      Men det korte af det lange er, at vi var blevet lovet to dages indlæggelse til at få styr på amningen, som uden tvivl ville blive svær pga. min brystreduktion, og det blev glemt igen og igen fra vi ankom. Da vi kom til barselsgangen efter fødslen, havde de allerede skrevet udskrivelsestidspunktet på tavlen til mindre end 24 timer efter vi ankom til OUH. Der var ingen der så en hel/succesfuld amning, vi fik nærmest ingen vejledning og de sendte os hjem op til en weekend velvidende, at sundhedsplejersken først ville komme ugen efter, hvor jeg så var to store sår.

      0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *