savn

Det sidste farvel til min mormor. Lortesygdom!

I dag er det seks år siden, min mormor fik fred. Hun var dement. Vaskulær demens, hed det. Det vil sige, hun mistede sin hukommelse og sig selv i små ryk som følge af en masse små blodpropper i hjernen. Nogle gange var det store ryk, og andre gange var forandringen så lille, at man ikke rigtigt bemærkede det medmindre, man kendte hende. De første mange år, kunne hun kompensere, og det var kun dem, der kendte hende godt, der kunne se igennem sløret. Til sidst var hun meget langt væk både fysisk og mentalt. Det var så hårdt at være vidne til. Især i den fase, hvor hun godt selv vidste, hvilken vej, det gik.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg var med hende hos lægen. Hun skulle have svar på en scanning og samtidig have lavet endnu en MMSE- test (mini mental status test). Det er en i teorien simpel test, men hun kunne slet ikke finde hoved og hale i den. Det kunne hun godt selv fornemme. Da vi sad udenfor lægehuset bagefter og ventede på en taxa, var der stille. To jyder, der sad på en bænk og lod ny information synke ind. Hun brød tavsheden, og sagde med en let spørgende tone: “Det var ikke så godt, vel?” Jeg var sygeplejestuderende på det tidspunkt. Det vidste hun godt, og det gjorde hende ofte tryg at høre min holdning til resultater, behandlinger og piller. Jeg måtte fortælle hende, at det var det nok ikke. “Kommer det til at gå hurtigt?” Det kunne jeg af gode grunde ikke sige så meget om. Jeg følte mig meget magtesløs, fordi jeg var ude af stand til at bringe hende trøst eller hjælpe hende ud af sygdommen.

Jeg lærte, at noget af det bedste, man kan gøre for et menneske med demens er, at være tilstede med dem i det nu, de befinder sig i. Det vil sige, at man ikke korrigerer dem, men snakker med dem om det emne, de mennesker eller den tid, de nu engang er fokuseret på. Så kan man have nogle farverige og skønne samtaler om alt og ingenting, og de føler sig hørt, set og relevante. Det kan godt være, at mormor til sidst var meget langt væk og også havde svært ved at sætte sætninger sammen. Men det nonverbale blev på en måde stærkere. Hun kunne give nogle helt fantastiske, varme og sigende knus. Dem savner jeg meget!

Det sidste farvel

Mormor brækkede hoften sommeren 2013. I september skulle jeg på en uges ferie. Selvom hun overlevede operationen, var hun var meget skidt. Hun sov meget, og hele familien vidste, at det var ved at være tid. Jeg var bange for, at hvis hun døde, mens jeg var afsted, så ville hun blive begravet inden, jeg kom hjem. Jeg kunne godt bære tanken om at sige farvel til hende inden afrejsen, men jeg ville under ingen omstændigheder gå glip af begravelsen. Derfor fik jeg lavet en aftale med min mor og hendes søskende om, at hvis min mormor døde i min ferie, så ville begravelsen først være, når jeg var hjemme igen. Det betød uendeligt meget for mig. 

Dagen inden, jeg tog afsted, besøgte min mor og jeg mormor på plejehjemmet. Jeg havde hele togturen fra Odense til Ringkøbing tænkt på, hvordan jeg gerne ville synge for hende, ligesom hun havde gjort det så mange gange for mig som barn. Min mor havde forberedt mig på, at det pludselig var gået meget hurtigt, og at jeg ikke måtte blive forskrækket, når jeg så hende. Alligevel sank mit hjerte, da vi kom ind på stuen, og mormor sad i en kørestol halvt sovende med hovedet hængende halvvejs nede på brystet. Hun var skind og ben, og hun opdagede slet ikke, at nogen kom ind på stuen. Sygeplejersken i mig vidste instinktivt, at det ikke var et spørgsmål om dage, men nok nærmere timer.

Jeg nærmest kastede mig ned ved siden af kørestolen, og tog hendes hånd, mens jeg med tårerne trillende lydløst ned af kinderne bare gentog sætningen: “Det er ok, mormor. Du må godt give slip. Vi er her nu”. Hun reagerede knap nok. Jeg kan huske, at min mor også begyndte at græde, og spurgte mig, om mormor var ved at dø nu. Jeg fik samlet mig lidt sammen, og sagde, at det måske ikke var lige nu, men at jeg troede, det var meget tæt på. Vi sad ved hende, og sang “Du er min øjesten” stille og roligt. En hjælper på plejehjemmet kom ind og sagde, at det var tid til, at mormor skulle tilbage i sin seng. Vi gav dem plads, men gik ikke hjem.

Da hun var kommet i sin seng, og hunden Jobbe havde fundet sin plads i fodenden, kom vi ind til hende igen. Med det samme, mormor fik øje på min mor, strålede hun og slog armene imødekommende ud mod hende, mens hun sagde: “Jamen der er du jo!” Selvom hun ikke sagde min mors navn, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at i det øjeblik vidste hun, hvem vi var. Det var magisk. Det er også noget, man ofte hører om, at demente ligesom vågner lidt op fra tågen, inden de dør. Jeg fik lov til at børste mormors tænder, hvilket hun ellers ikke havde været villig til at lade andre gøre i nogle dage. Endnu et tegn på, at selvom hun måske ikke kendte vores præcise relation, så havde hun fuld tillid til, at jeg kun ville hende det bedste.

Vi spurgte, om vi måtte synge lidt flere godnatsange for hende. Det måtte vi meget gerne. Vi sang igen “Du er min øjesten”, “Elefantens Vuggevise” og sikkert også flere, jeg ikke kan huske. Vi gentog flere af sangene, fordi hun smilende spurgte os, om vi da ikke nok ville synge dem en gang til. Når jeg tænker på den aften, bliver jeg fyldt med varme og kærlighed. Det var sådan det var for os alle tre. Til sidst faldt mormor i søvn, og vi gav hende hver især et kys på panden og sagde godnat og sov godt. Om morgenen den næste dag, ringede de fra plejehjemmet – min mormor var sovet stille ind i løbet af natten. 

Min familie holdt sit ord, og hun blev først begravet ugen efter, jeg kom hjem. Det var også en smuk dag fyldt med kærlighed, minder og tårer. Når man er pårørende til et menneske med demens, mister man dem to gange. Første gang, når demensen tager dem helt, og så igen når de dør. For mig var det største tab det første, og det andet blev på en måde en lettelse omend også trist. Derfor græd jeg heller ikke så meget på dagen for seks år siden, men jeg har grædt mange gange sidenhen, når jeg husker på det menneske, vi mistede stille og roligt over mange år. Demens er en lortesygdom, der både rammer den demente, men i særdeleshed også de pårørende.

Her til sidst, vil jeg gerne dele en sang med en smuk tekst. Den er skrevet og sunget af Glen Campbell. Han havde fået diagnosen demens, og vidste hvilken vej, det gik. Jeg synes simpelthen, han så smukt og trist sætter ord på, hvordan det må føles. 

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *