Fødsel,  Nyfødt

Min fødselsberetning – Del 3

Før du læser dette indlæg, synes jeg lige, du skal læse Del 1 og Del 2, hvis du ikke allerede har læst dem. Når det så er gjort, synes jeg bare, vi skal hoppe ind lige der, hvor vi forlod mig sidst. Jeg lå på alle fire i en seng på en fødestue på OUH. Mine albuer i madrassen, numsen lige i vejret og en maske med en cocktail af ilt og lattergas presset mod mit ansigt. Det var mig selv, der pressede den. Den sagde sådan en lyd, når den sluttede helt tæt. Den var på en måde blevet et fokuspunkt, for min pressetrang var nu så voldsom, at nærmest hver eneste ve endte i et mikropres med lyd. Jeg kunne simpelthen ikke stå i mod. Min krop ville presse. 

Jeg var en smule bange for at presse, fordi jeg jo havde fået at vide af jordemoderen, at det måtte jeg ikke førend vandet var gået. Så hver gang det skete, tænkte jeg shit! Hvorfor var det vand ikke gået endnu? Jeg kunne ikke forstå, at det ikke var gået, når det ligesom lod til at være det næste skridt i fødslen. Jordemoderen ville ikke tage vandet, og det var jeg egentlig heller ikke selv så interesseret i. Jeg havde læst mig til, at det var bedst at lade være. Jordemoderen forklarede, at det var bedst at lade hinden være intakt så længe som muligt, fordi det var med til at lede barnet godt ned i fødekanalen, og dermed mindske mit arbejde i pressefasen. Eller noget i den dur. Det gav i hvert fald meget god mening for mig i øjeblikket.

Tommy... Gider du lige tjekke?!

Pludselig kom der endnu en ve, som jeg ikke kunne lade være med at slutte af med et pres, og da jeg gjorde det, kunne jeg ligesom mærke, at der skete et eller andet bagtil. Jeg kunne ikke mærke, hvad det var for en udgang, men noget kom ud af mig. En anelse forskrækket, men også forhåbningsfuld sagde jeg til Tommy, at mit vand måske var gået, men jeg var ikke sikker. Han stod jo ved siden af mig, men min bagdel var dækket til af en dyne. Jeg havde vist også en lille ble på. Jordemoderen var ikke på stuen, og af en eller anden årsag, tænkte jeg ikke, at vi bare kunne kalde på hende. I stedet bad jeg Tommy tjekke, hvad der var sket under dynen.

Igen må jeg bare sige, at jeg er virkelig godt gift. For omend en smule tøvende, løftede han forsigtigt dynen og så efter, om han kunne se, hvad der var kommet ud af mig, og hvorfra. Men han kunne ikke rigtigt se noget – han kunne bare konstatere, at det ikke umiddelbart lod til at var mit lavement, der stadig drillede. Vi blev enige om, at kalde jordemoderen ind, så hun også kunne kigge efter. For der var helt klar sket eller andet – måske var mit vand gået? Måske kunne jeg endelig få lov til at presse!

Jordemoderen kom ind på stuen og løftede dynen væk. Hun sagde ret hurtigt, at det i hvert fald ikke var lavementet, der stadig spøgte. Men vandet var heller ikke gået. Jeg var lige ved at miste modet, da hun sagde, at hinden til gengæld var “poppet” ud af mig. Den var bare intakt. Jordemoderen forklarede, at jeg egentlig var ved at føde min søn i en såkaldt “sejrskåbe”. Jeg kan huske, at jeg kunne mærke på hende, at det var noget specielt. Jeg havde bare ikke selv lige overskud til at værdsætte det i det øjeblik. Jordemoderen sagde, at det formentlig var en forklaring på det store pres og den pressetrang, jeg havde følt ret tidligt i forløbet. Udover min søns hoved, havde der også været en stor del fostervand i mit bækken, som havde øget presset markant. Jordemoderen anbefalede nu at vi prikkede hul på hinden, så jeg kunne komme igang med at presse. Jeg mærkede en øjeblikkelig lettelse. Det var fantastisk, da hun prikkede hul på hinden! Senere har jeg haft svært ved at beskrive følelsen som andet end en af de største følelser af fysisk lettelse, jeg nogensinde har oplevet i mit liv.

Så presser vi!

Endelig fik jeg lov til at komme over på fødelejet lige ved siden af sengen. Jeg aner ikke, hvordan jeg kom derover. Det blev også et farvel til lattergassen, men det tænkte jeg helt ærligt ikke meget over. Jeg endte med at ligge på ryggen med benene i bøjlerne. Næste gang vil jeg meget gerne prøve andre stillinger, for det var ikke behageligt på nogen måde. Men i øjeblikket tænkte jeg ikke over, at det var en mulighed. Måske var det også noget med, at de ville have bånd på mig? Jordemoderen satte elektroder på min søns hoved, og hans hjerterytme så fin ud. Tommy fandt sin plads ved min højre side, hvor han stod hele vejen igennem pressefasen og heppede på mig, mens han troligt tilbød mig vand. Vi har senere grinet af, hvordan han kunne tilbyde mig vand, og jeg så næsten bed hovedet af ham for så to sekunder senere selv at sige, at jeg ville have vand, nu! Har jeg sagt, han er en fantastisk tålmodig mand?

Det var også Tommy, der stod og holdt iltmasken for min mund. Den irriterede mig grænseløst, og jeg bad ham flere gange om at fjerne den, men jordemoderen insisterede på, at den var nødvendig. Jeg havde en tendens til at hyperventilere, og det er ikke hensigtsmæssigt i pressefasen. Så Tommy har fortalt mig bagefter, at han bevidst trak vejret en smule langsommere, end jeg gjorde. Han tænkte, at det måske kunne hjælpe mig til at få ro på. Det er skide smart tænkt, og faktisk også noget, jeg selv bruger, når jeg forsøger at berolige patienter, der hyperventilerer eller er bange. Det virkede også her.

Pressefasen har cirka varet en time, men jeg har ikke rigtigt nogen fornemmelse af, at det tog lang tid. Jeg ved heller ikke, om det er lang eller kort tid for en pressefase? Jeg husker meget tydeligt, hvor irriteret, jeg var på de dumme bøjler til benene. Den venstre kunne åbenbart ikke sættes ordentligt fast. Så med jævne mellemrum smuttede mit ben ud for mig, og det var pisse irriterende. Det kunne vi ikke sådan lige fikse, så sådan var det bare. Derudover kan jeg huske, at jordemoderen stod og pressede meget hårdt på mit højre inderlår ved hver ve. Det kunne jeg mærke flere dage efter fødslen, hvor jeg var øm i min højre hofte og især i højre side af min lænd.

Men hvordan presser vi?

Mine veer kom regelmæssigt og nu, hvor vandet var gået, kunne jeg bedre finde ro mellem veerne. Pressetrangen var der stadig, men jeg kunne ikke altid mærke lige, hvornår jeg skulle begynde at presse, når der kom en ve. Derfor endte med, at det første pres i en ve ikke var helt så effektivt, som de næste to. Det irriterede mig helt vildt, at jeg ikke sådan helt kunne mærke, hvornår det var tid til at følge min krops naturlige pressetrang. Jordemoderen roste mig igen og igen, og blev ved med at sige, at nu var han her lige om lidt. På et tidspunkt kom en mere erfaren jordemoder ind på stuen, og de to stod og snakkede ved siden af os. Den erfarne jordemoder spurgte min jordemoder, om ikke hun tænkte, at min baby var større end først skønnet. Det vil sige større end 3700 gr. Jeg kan bare huske, at det virkede en smule uoverskueligt for mig, hvis han skulle være en stor baby lige pludselig. Nu tænker jeg, hvorfor det overhovedet var relevant at sige højt?

På et tidspunkt dykkede min søns hjerterytme en smule. Jeg bemærkede overhovedet ikke monitoren, men Tommy har sagt, at han så det og fulgte med i det på skærmen. Min jordemoder kaldte den erfarne jordemoder ind igen for at konferere det med hende. Jeg var ikke rigtigt nervøs, for jeg ved alligevel lidt om, hvordan de fleste sundhedsprofessionelle ser ud, når de er rigtigt nervøse, og det var hun ikke. Mit fokus var på den brændende følelse mellem mine ben, og så frustrationen over, at jeg ikke kunne finde ud af helt at arbejde med veerne. Det hele gjorde fandens ondt, og jeg følte ikke, jeg kunne udvides mere. Der skete ingenting. Jeg var ved at tabe pusten.

Det var også omkring det her tidspunkt, at jeg begyndte fortvivlet at sige, at jeg ikke kunne mere. Hvis jeg havde haft kræfterne til det, havde jeg grædt samtidig med, men det kunne jeg ikke. Både Tommy og jordemoderen forsøgte at muntre mig op, og jordemoderen sagde igen, at min søn ville være der lige om lidt. Jeg kiggede skarpt på hende og sagde, at det troede jeg simpelthen ikke på længere, for det havde hun sagt flere gange nu, og der skete jo intet! Jordemoderen havde tidligere tilbudt mig at mærke hans hoved, men det havde jeg slet ikke lyst til der. Nu trak hun kortet igen, og det var klogt, for jeg var klar. Jeg tøvede ikke to sekunder med at stikke hånden derned, for jeg troede simpelthen ikke på hende. Det kunne ikke passe, at hans hoved var så langt ude, som hun sagde.

Tre veer og så klipper vi...

Nu begyndte jeg at kunne mærke noget i de to jordemødres blikke. Da så den erfarne jordemoder sagde med dæmpet stemme: “Tror du ikke, at vi skal?” og så min jordemoder bare svarede “jo”, blev jeg nervøs. Jeg kunne fornemme, at det ikke gik helt tilfredstillende nok fremad med mine pres, og måske var det ved at gå udover min søn. Så jeg sagde meget bestemt til dem, at de godt kunne indvie mig i deres tanker i stedet for at stå der og snakke henover mig, for jeg blev nervøs af det. Jeg ville vide, hvis der var grund til bekymring.

Min jordemoder sagde, at de nok var nødt til snart at overveje et lille klip. Igen må jeg indrømme, at det ikke var noget, jeg havde tænkt så meget over inden fødslen. Jeg ville ret gerne undgå det selvfølgelig, men jeg ville også ret gerne undgå at revne af mig selv. Jordemoderen sagde, at hun ville vente tre veer mere før hun klippede. Med andre ord havde jeg altså tre veer til at få født min søn. Hun tilføjede så, at det måske var lidt motivation til at presse hårdere. Fuck det! Jeg sagde det ikke højt, men det var virkelig det ene tidspunkt, hvor jeg føler, hun trådte helt ved siden af mig og ikke læste mig ordentligt. Jeg havde ikke mere at give. Jeg tænkte ved mig selv, at det var så latterligt at antage, at jeg havde et depot af energi, som jeg havde gemt på bare i tilfælde af, at de begyndte at snakke om at klippe mig. Jeg gav jo allerede alt, hvad jeg havde!

Tommy har senere sagt, at han var nervøs på det her tidspunkt. Han havde hele tiden fornemmelsen af, at jeg var så tæt på, at vores søn ville blive født ved den næste ve. Han havde jo hele tiden kunnet se hovedet rykke sig frem og tilbage, og havde tænkt den tanke længe. Han kunne også godt mærke, at jeg ikke havde mere at give. Første og anden ve kom og gik, og selvom jeg pressede alt, hvad jeg kunne, kom min søn ikke ud. Jordemoderen skubbede hårdt på mit inderlår og den erfarne jordemoder stod ved siden af og skubbede også til på det andet ben. Tommy fortalte bagefter, at jordemoderen ved hver ve helt oprigtigt hev i min søns lange mørke hår med den ene hånd, mens hun skubbede med den anden. Den tredje ve kom, og jeg pressede med al den energi, jeg havde tilbage i kroppen. Endnu en stor lettelse kom over min krop. Min søn var født. Kroppen fulgte efter med det samme, og Tommy beskrev det som en frysepose fyldt med vand, der slattent efter hovedet. 

Vores søn sagde ikke noget, men der var ingen tvivl om, at han var i live og havde det godt. Det var hverken Tommy eller jeg bekymrede for. Han kom direkte op på mit bryst. Det hele gik så hurtigt. Jeg tænkte med det samme på, at jeg ikke instinktivt elskede ham. Det vil sige, jeg havde et instinktivt behov for at passe på ham og holde ham tæt, men jeg blev ikke overvældet af kærlighed og lykke, da han lå på mit bryst. Det er vigtigt at italesætte, for det sker for mange, og det er helt normalt. Jeg kiggede på hans røde og hævede ansigt, kyssede ham og kiggede op på Tommy og sagde: “Han kan da ikke hedde andet end Kresten”. Kresten blev født på Odense Universitetshospital d. 16/1-2019 kl. 20.32. Fire timer efter, vi var trillet ind på parkeringspladsen.

Velkommen til verden

Jeg husker ikke fødslen af moderkagen som noget, der gjorde særligt ondt. Det tog en enkelt ve, og så var den ude. Det var også jordemoderen, der klippede navlestrengen. Hvis Tommy havde haft et stort ønske om det, så havde han fået lov til det, men det havde han ikke. Kresten lå lidt hos mig, og vi fik taget nogle billeder. Tommy har et, hvor man tydeligt kan se på mig, hvilken fysisk præstation, jeg lige har været igennem. Det er et vildt billede, men jeg tror, vi er ret enige om, at det er vores private billede, og derfor vil jeg ikke dele det her. Jeg vil heller ikke dele billeder af Kresten af alle de samme grunde, som jeg ikke deler ham på min instagram profil.

Jeg var overbevist om, at jeg var helt smadret forneden, og at det ville kræve lang tid at få mig lappet sammen igen. Så da jordemoderen sagde, at det bare drejede sig om et par rifter, der skulle have nogle enkelte sting, troede jeg igen ikke på hende. Hun kunne endda klare det selv, sagde hun. Jeg forstår stadig ikke, at jeg ikke var gået mere i stykker. Jeg tænker, jeg laver et indlæg om de første dage hjemme efter fødslen også, og her vil jeg gerne fortælle lidt om, hvad jeg oplevede af smerter i de dage. For man kan godt mærke, at man har klemt en baby ud.

Kresten lå på mig, mens jordemoderen lappede mig sammen. Han kunne ikke finde ud af at koble til brystet, men det er en helt anden historie, som jeg ikke gider dykke ned i nu. Det her er en glad historie. Men vi nød at ligge hud mod hud, og han var dejlig. Efter syningen tog jordemoderen ham over på vægten, hvor vi kunne konstatere, at han altså ikke var den store baby, de havde snakket om, men bare vejede 3580 gr og var 52 cm lang. Helt perfekt. Herefter hjalp hun Tommy med at få en ble på ham, og han kom tilbage til mig i sengen, hvor jeg havde indfundet mig. 

Jordemoderens vagt var ved at være slut, men hun fandt lidt mad til mig, som egentlig endte med mest at gå til Tommy. For jeg er kræsen, og sult var det sidste, jeg tænkte på. Tommy informerede vores familier, og susede ned til en automat og skaffede mig en Pepsi Max og en lille pose chips, som vi også delte. Det var perfekt. Noget af det sidste, som vores søde jordemoder sagde til os inden, hun gik hjem var, at jeg var pisse dygtig til at føde og næste gang, skulle jeg bare gøre det hjemme. If only… Min ret så genetisk disponerede diabetes er nok ikke forsvundet inden næste graviditet. 

Det var så det. Del tre af min fødselsberetning er slut. Som jeg før har sagt, så synes jeg, det var en fantastisk oplevelse. De små bump, der var undervejs, var så små, at de ikke har haft nogen betydning på helhedsopfattelsen af fødslen. Jeg er så stolt af mig selv og min krop – vi klarede det, og vi var dygtige til det! Jeg havde dog ikke klaret det helt så flot uden Tommy ved min side. Vi er et rigtigt godt team, og jeg glæder mig til vi skal ud i det igen engang i fremtiden. Til den tid er der helt sikkert nogle ting, der skal gøres anderledes, men det er finpudsninger og ikke store ændringer. Det er et rigtigt godt udgangspunkt, tænker jeg. Tak fordi i har læst med.

1+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *