Efterfødselsreaktion,  Hverdagsliv

2019

Jeg skriver dagbog, og det har jeg gjort mere eller mindre fast siden 2002, hvor jeg fik en i julegave af mine forældre. Jeg er et nostalgisk menneske, og kan godt lide at kigge tilbage og mindes en tid, et venskab, et problem, en smerte eller en glæde, som pludselig ligger langt tilbage. Jeg har en lille tradition omkring nytår, hvor jeg kigger et år tilbage og ser på, hvordan jeg havde det i starten af året, der er gået. En form for status. Nogle gange kigger jeg også længere tilbage, og i dag fik jeg lyst til at kigge i min forrige dagbog. Det var starten af 2015. Jeg var lige begyndt at skrive i den, og det gav anledning til refleksion. Det var nok egentlig her, jeg startede min tradition med at kigge tilbage. 2014 var et hårdt år. Det føler jeg også 2019 har været. Det var det, jeg troede, jeg skulle skrive om i min dagbog i dag. I stedet tror jeg, det bliver nogle andre ord, der kommer ud af min hånd. 

Hvad ville du gøre, hvis...

Tilbage dengang i januar 2015 kiggede jeg tilbage på et år, hvor jeg havde tabt mig selv. Jeg bryder mig ikke om at fortryde, men som jeg også skrev dengang, så havde jeg gjort nogle ting i 2014, som jeg fortrød. Jeg havde overtrådt nogle grænser, som jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg var skuffet over mig selv. Jeg var ked af mit arbejde. Jeg var begyndt en ond cirkel, hvor jeg snakkede rigtigt hårdt til mig selv, og jeg brugte min energi og tid helt forkert. Jeg var langt nede, og meget ulykkelig. Så faldt jeg over et opslag på Reddit, der fik mig til at tænke. Hvis nu, man vågnede 1. januar og i stedet for 2015, stod der 2014 i kalenderen, men som den eneste, havde man stadig alle minderne fra 2015, ville man så gøre noget anderledes? Det ville jeg dengang. Jeg ville gøre mange ting anderledes, sætte nogle grænser og ændre kurs. Jeg kan huske tydeligt, at tårerne trillede, da jeg skrev det ned, fordi det gjorde ondt at mærke, at jeg havde spildt et år, og at tiden ikke magisk ville gå tilbage, så jeg kunne fikse det hele.

Når det nu ikke var muligt at gå tilbage i tiden, lavede jeg i stedet nogle nye mål for 2015 i håbet om, at det ville få mig tilbage på ret kurs igen. Jeg tvang mig selv til at se fremad og gå fra en følelse af ulykke til håbefuld. Det var ikke nemt, men det lykkedes. 2015 blev et fantastisk år! Jeg fik plantet nogle frø, der blev til en brystreduktion i 2016, fantastiske minder gennem de næste fem år, min elskede mand, tættere venskaber og ikke mindst min søn. Jeg lærte så meget af 2014, og selvom jeg måske stadig kan ærgre mig over et par af de knubs, jeg fik og selv var skyld i hos andre, så er jeg taknemmelig for de ting, der fulgte i kølvandet af 2014. Jeg ville stadig ikke ændre noget, hvis det betød, at jeg ikke sad her i dag. Måske skulle jeg ramme bunden før, jeg kunne se opad igen.

Hvad så nu?

Jeg har stadig ikke skrevet noget i dagbogen i dag. Jeg blev så påvirket af at læse, hvor ulykkelig, Malene i 2015 var. Jeg kunne ikke rigtigt komme videre. For selvom 2019 har været et virkeligt hårdt år, så vil jeg ikke bytte plads med Malene fra 2015. Jeg vil ikke tilbage til den tristhed, der fyldte mig dengang. Uanset hvor hårdt, det har været i år, så har jeg hele tiden haft min søns smil og min mands skulder. Hvis året startede forfra om 24 timer, så er jeg heller ikke engang sikker på, jeg ville ændre noget. Jeg har haft meget ondt af mig selv i 2019, men sandheden er, at jeg ikke har været i nærheden af den bund, jeg ramte i 2014. Måske ville jeg forsøge at gøre nogle ting anderledes omkring amningen, en træls tur til Esbjerg og i svømmehallen, men det er altsammen småting i det store billede. Når jeg kan rejse mig fra et år som 2014, så er 2019 ingen sag! Jeg glæder mig til 2020!

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *