Sygeplejerske

Jeg Er Sygeplejerske

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg virkelig elsker mit fag. Jeg har engang i mellem spekuleret i, hvad jeg skulle lave, hvis jeg ikke skulle være sygeplejerske, men hver gang må jeg give op. Jeg kan ikke se mig selv lave andet heller ikke efter godt ni år i faget. Men jeg har ikke altid vidst, at jeg skulle være sygeplejerske. På et tidspunkt troede jeg, at jeg skulle være dyrlæge, antroprolog eller psykolog. Men pludselig en dag i min dagbog fra 2006 står der, at jeg har søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus. Det virker som om, idéen kom ud af det blå, men jeg ved nu, at det slet ikke var tilfældet. For at finde ud af, hvorfor jeg er sygeplejerske, skal vi yderligere tre-fire år tilbage til et lille sygehus i det mørke Vestjylland.

Vi skruer tiden tilbage

Min morfar, som jeg holdt utroligt meget af, fik konstateret lungekræft det år, jeg startede på Ringkjøbing Gymnasium. Jeg var 15 år gammel, og i fuld gang med at blive overvældet af de mange hormoner i min krop. Jeg var slet ikke klar til for første gang i mit liv at sige farvel til et menneske, jeg elskede. Så jeg gjorde det, de fleste teenagere gør – jeg spillede cool og lagde det hele lidt på afstand. Jeg besøgte ham ikke nær så meget på hospitalet, som min fire år yngre søster, og slet ikke alene. Det kan man spilde en masse tid på at fortryde, men jeg kunne bare ikke være i de følelser. 

Jeg husker dog meget tydeligt en af de få gange, jeg besøgte ham alene på Ringkøbing Sygehus. Da jeg kom ind på hans stue, var han på vej ud på toilettet sammen med to sygeplejersker. Jeg husker ikke deres navne, ord eller ansigter, men jeg har ofte tænkt på bagefter, at de var med til at plante det frø, der skulle ende med at gøre mig til den sygeplejerske, jeg er i dag. De sørgede for min morfar, og de bevarede hans værdighed i en situation, hvor jeg i dag godt kan regne ud, hvad de skulle ud og hjælpe ham med. Dengang så jeg det ikke.

Da han var tilbage på stuen og sad i sin seng igen, spurgte vi to jyder hinanden, hvordan det gik. Jeg fortalte om min tid som 1g’er på gymnasiet og han sagde kort: “Det går ikke så godt”. Jeg husker, at jeg med en stor klump i halsen ikke anede, hvad eller hvordan jeg skulle svare ham. Måske sagde jeg ikke rigtigt noget. 

Min morfar døde for snart 17 år siden, og i dag kan jeg godt regne ud, hvordan hans sidste dage, timer og minutter har været. Jeg har selv set det mange gange. Dengang var sygeplejerskerne en stor del af, at jeg var lykkeligt uvidende og bare kunne fokusere på at få sagt farvel og med tiden huske ham for den store mand han var. De var dygtige, empatiske sygeplejersker, der gennem deres arbejde bevarede min morfars værdighed til det sidste. 

Ikke "bare" en sygeplejerske!

Jeg tror, at jeg dengang tøvede med at vælge sygeplejerskeuddannelsen, fordi jeg tænkte, der var mere prestige i f.eks. at være læge. Skulle jeg virkelig “bare” være sygeplejerske. Heldigvis blev jeg klogere og lyttede til den stemme inden i mig, der sagde, at jeg netop ville være med til at gøre den samme forskel for nogen, som de sygeplejerske dengang gjorde for mig. Selvom læger uden tvivl er uundværlige, så er det bare ikke dem, der ser og hjælper patienterne, når de er allermest skrøbelige. 

Når jeg tænker på, hvad jeg elsker ved at være sygeplejerske, så er det netop den skrøbelighed og det at være en uundværlig del af et større team. Det er sygeplejerskens fornemmeste opgave at bevare patienters eller borgeres værdighed til det sidste. Vi er usynlige blæksprutter, der finder tiden til at holde i hånd, behandle, dokumentere, lytte til frustrationer eller tårer og være vores patienters stemmer, når de ikke selv kan råbe højt. Vi arbejder på højtryk og på tværs af den danske sundhedssektor lige fra livet bliver skabt og til den dag det slutter. Vi gør det uden at bære kapper eller bede om tak. Faktisk oftest helt uden at få tak. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være. Der er ikke noget som helst “bare” ved en sygeplejerske!

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke var hårde dage. At jeg ikke har set kolleger knække. At jeg ikke selv er taget grædende hjem fra arbejde. Men for mig opvejer alt det, jeg elsker ved mit arbejde, stadig det hårde og efter en aften på sofaen sammen med min mand, er jeg klar igen. Eller efter en fyraftensdrink med kollegerne. Heldigvis er vi gode til det alle os, der arbejder med syge mennesker. At spørge ind til, om en anden er ok. At passe på hinanden og løfte hinanden. Det er ikke kun noget, sygeplejersker gør. Vi er nemlig en af et team af mennesker, der arbejder for at passe på og redde mennesker: Læger, SOSU’er, portører, servicemedarbejdere, reddere og mange flere. Endnu en grund til at elske sit job.

Til slut vil jeg dele en video, der nærmest altid giver mig kuldegysninger. Det er den engelske sygeplejestuderende Molly Case, der med sit spoken word digt meget smukt minder mig om, hvorfor jeg er sygeplejerske. 

1+

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *