Hverdagsliv,  Moderne Stofbleer,  Stofbleer 101

Stofbleer 101 – Vaskerutiner

Det er blevet tid til endnu et kapitel i min “Stofbleer 101” følgeton. Sidste gang skrev jeg om, hvad man gør med poop’en, og det kan læses lige her. I dag handler det om noget meget mere kontroversielt nemlig vaskerutiner. Nu har jeg bevæget mig rundt i både den danske og den internationale stofbleverden i halvandet år, og jeg er ret overbevist om, at der findes cirka lige så mange forskellige vaskerutiner, som der findes stofbleforældre. Der er nemlig så mange forskellige faktorer, der spiller ind og for nogen bliver det næsten en religion. Jeg er også 110% sikker på, at der ikke findes én vaskerutine, der fungerer for alle eller som er den perfekte løsning. Derfor vil jeg gerne bede dig om ikke at se min rutine som den endelige løsning. Jeg bruger det vaskemiddel, der giver mening for mig og det vaskeprogram, der passer til min vaskemaskine og kalkindholdet i vores område. Det kan være helt anderledes et andet sted i Danmark eller med en anden vaskemaskine. Mit bedste råd er derfor: Prøv dig frem og se, hvad der virker for dig.

Valg af vaskemiddel

Allerede her bevæger vi os ind på et lidt eksplosivt område. De fleste bleproducenter anbefaler ikke, at man anvender vaskemiddel med enzymer, da det kan slide på PUL/TPU i længden. Derfor er der rigtigt mange, der bruger vaskenødder eller vaskemiddel f.eks. fra Ulrich Natürlich uden enzymer. Men jeg afviger altså fra den anbefaling, fordi jeg omvendt også gerne vil vaske ved lidt lavere temperaturer, og efter min bedst overbevisning skal der altså enzymer til for så at opløse fedt/snavs og fjerne bakterierne ordentligt. Jeg vil dog gerne gøre det så miljøvenligt som muligt og derfor bruger jeg Änglamarks flydende vaskemiddel til kulørt tøj. Jeg har læst massevis af beretninger fra forældre, der vasker med vaskenødder, som er fuldt ud tilfredse med det resultat, så det kan helt sikkert lade sig gøre, men det er bare ikke for mig. Måske virker det for dig?

Valg af vaskemiddel

Udover flydende vaskemiddel, kommer jeg også lille smule Fleckensalz fra Ulrich Natürlich i kammeret til vaskemiddel. Det er måske cirka en teskefuld. Det gør jeg, fordi det er en naturlig pletfjerner, som også hjælper med at dræbe bakterier og dermed sikrer, at jeg kan vaske ved lavere temperaturer. Der er nærmest ingen pletter på vores bleer selv efter over et års brug inkl. mælkepoop, og det tror jeg tildels kan krediteres til Fleckensalz. Så snart der er den mindste sol på himlen, kommer de nyvaskede bleer også ud i solen for at tørre. Solen er den allerbedste pletfjerner – tro mig. Et vigtigt lille aberdabei er dog, at fleckensalz slider på PUL/TPU og kan have betydning for garantien på bleerne hos nogle producenter.

Kalk i vandet

Vi kommer ikke udenom indholdet af kalk i vandet. Det varierer rundt omkring i landet og jeg vil altid anbefale, også til almindelig tøjvask, at man forholder sig til, hvor meget kalk der er i vandet der, hvor man bor. Det findes lettest ved at besøge det lokale vandværks hjemmeside. Her i Billund kategoriseres vandet som middelhårdt. Ifølge anvisningen på mit vaskemiddel skal jeg så bruge ca. 60-95 ml til 5-8 kg vasketøj. Men jeg tilføjer også flydende kalkfjerner til min vask – både til kammeret til vaskemiddel, men også i skyllemiddelskammeret. Cirka 30 ml/et shotglas i alt med det meste i skyllemiddelskammeret. Det betyder, at jeg kan bruge mindre sæbe, end hvis jeg ikke gjorde. Så jeg nøjes med at brugelige under 50 ml til én blevask som jeg vil skyde på er omkring 6-7 kg. Det er smart! Kalkfjerneren i skyllemiddelrummet er med til at eliminere kalk i vandet under det sidste skyl, hvilket også gør bleerne blødere. Man skal dog være opmærksom på, at også kalkfjerner kan være med til at slide på PUL/TPU over tid.

Mængde af vaskemiddel

Der findes en masse forskellige kalkfjernere på markedet og nogle bruger kalkvæk tabs, men jeg foretrækker det mere naturlige alternativ i Ulrich Natürlichs Entkalker. Den er så naturlig og ren, at den også kan bruges i kaffemaskinen – smart!

Vaskeprogram

Alle vaskemaskiner er forskellige, men en vigtig pointe i forhold til valg af vaskeprogram er, at nyere vaskemaskiner er miljøvenlige. Det er jo skønt, men det betyder, at de er blevet virkelig gode til at effektivisere og dermed spare på vandforbruget. Når man vasker lige nøjagtigt stofbleer, kan det være en ulempe, som man skal være opmærksom på. Igen vil jeg anbefale, at man prøver sig frem. “Trial and error”, som jeg plejer at sige. Man er ikke i tvivl, hvis bleerne ikke er vasket ordentligt efter en vask, og så kan man forsøge at tweake eller ændre lidt på nogle af parametrene i vaskerutinen. For eksempel kan man tilføje et skylleprogram eller en forvask for at skylle noget af urinen ud af bleerne (især natbleerne) inden selve hovedprogrammet. Jeg har fundet frem til, at en minivask på 40 grader med kun 400 omdrejningers centrifugering er nok. Jeg bruger hverken vaskemiddel, kalkfjerner eller fleckensalz i det program. Grunden til det lavere antal omdrejninger er, at al vandet ikke bliver slynget ud af bleerne igen og der dermed er mere vand hos bleerne allerede fra starten af hovedprogrammet.

Jeg har også prøvet mig lidt frem i forhold til valg af hovedprogram. Fælles for dem alle er dog, at jeg altid anvender 60 grader minimum. Det er også et område indenfor vaskerutiner, der ofte er til debat. Nogle vasker ved lavere temperaturer og andre ved højere. Jeg kan igen kun anbefale, at du prøver dig frem og gør det, du selv har det bedst med. Personligt tror jeg ikke på, at alle bakterier bliver dræbt ved vask under 60 grader. Derfor er det mit minimum. I sidste ende er mit valg af hovedprogram faldet på min maskines Hygiejnevask. Den er anbefalet til vask af tøj til blandt andet allergikere, fordi den netop anvender mere vand og skyller tøjet grundigere, hvilket passer perfekt til vask af moderne stofbleer. I hovedprogrammet har jeg valgt 1200 omdrejning til centrifugeringen. Mere end det kan slide på bleerne og mindre forlænger i sagens natur tørretiden.

Jeg bruger ikke et afsluttende skylleprogram. Det er ikke nødvendigt med den rutine, jeg har fundet frem til. Men cirka en gang i kvartalet vasker jeg alle de rene formsyede natbleer en ekstra gang ved 90 grader på hygiejneprogrammet. Ellers begynder de med tiden at lugte af ammoniak så snart, de bliver våde. Jeg tænker, det er på grund af sæbeophobning og derfor virker det med en ekstra vask ved 90 grader, hvor de bliver skyllet godt igennem og alle bakterier med sikkerhed bliver dræbt. 

Tørretid

Har man valgt at anvende moderne stofbleer for at skåne miljøet, så skal man uden tvivl tørre både bleer, indlæg og vaskeklude på en tørresnor. Det er ikke grønt at bruge tørretumbler og det slider også på bleerne. Jeg er ikke et perfekt menneske, og jeg har før fortalt om, årsagen til vores valg af stofbleer, der først og fremmest handler om komfort for Kresten og fuld kontrol over, hvilke materialer, der kommer mod hans hud. Derfor bruger jeg tørretumbler, men kun til de ting, der ikke indeholder TPU/PUL. De kommer altid op at hænge for at skåne dem. Om sommeren hænger jeg PUL/TPU bleerne ud i solen, om vinteren hænger de til tørre i vores bryggers. Jeg tørrer alt andet i tørretumbleren, men om sommeren, hænger jeg for det meste indlæg mm. ud på stativet, når de er halvt tørre for at pletfjerne. I det store regnestykke tror jeg stadig på, at de moderne stofbleer er det grønnere alternativ omend lidt mindre grønt, når jeg tørretumbler.

Afsluttende ord

Det er vigtigt at holde sin vaskemaskine ren. For hvis ikke den er ren, så kan den ikke vaske hverken bleer eller almindelig tøjvask rent. Derfor er det en rigtig god idé at køre en maskinrens cirka en gang om måneden, hvor man også lige aftørrer gummilisterne og kamrene til vaskemiddel. Det gælder ikke kun for stofbleforældre. 

Hvis der er én sætning, jeg allermest håber, du har taget med fra dette indlæg (hvis du er nået hertil), så er det uden tvivl: “Trial and error”. Kast dig ud i det, prøv dig frem og spørg enten en forhandler eller i de forskellige grupper. Men husk altid på, at der ikke findes én løsning, der fungerer for alle forældre/maskiner alle steder i landet. Som med alt andet indenfor stofbleer eller i det hele taget forældrelivet: Gør det, der fungerer og føles rigtigt for dig. Det er det vigtigste. 

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *